fredag den 31. december 2010

Godt Nytår MMXI

Kære læsere.

Jeg har ikke noget særlig intelligent at skrive i dag.

En tur i Elgiganten betød ENDELIG et køb af vaskemaskine og tørretumbler. Fik rabat på 3889 kr. Det er da meget godt ik?! Glæder mig særligt til at få ny tørretumbler!

Jeg skal have ryddet op i stue og køkken, planlagt hvornår vi skal spise og hvornår maden skal laves.

Alle tre drenge sover. Jeg sagde til bornholmermanden, at han skulle tage en lur med drengene, for jeg ville gerne have han kunne holde sig vågen til midnat. Så huset er stille. TV2News køre i baggrunden og jeg... BURDE gå i gang med at rydde op.

Jeg synes altid nytårsaften er lidt underlig. Det er jo ikke fordi i morgen er helt anderledes og forskellig fra i tirsdags. Men der er noget med den aften. Og jeg tror jeg er blevet gammel! For pludselig er året gået så hurtigt og jeg ville egenlig gerne have det hele satte farten lidt ned.

Ja, men i morgen er det 2011.

Jeg håber I alle sammen får en dejlig aften. Pas godt på Jer selv og de andre.

RIGTIG GODT NYTÅR.


torsdag den 30. december 2010

Intet nytårsforsæt og dog...

Jeg er ikke sådan en som laver nytårsforsæt. Faktisk slet ikke.
De holder aldrig, og hvorfor er 1. januar bedre end næste torsdag?

Meeen så tænkte jeg at måske var der to ting som jeg godt kunne gøre. Ikke som nytårsforsæt, men for at få lidt mere organisering på.

Så jeg har tænkt mig at gå i krig med den her Blog planlægning. Nu kommer jeg egenligt på mine indlæg sådan i løbet af dagen, men måske kunne jeg få lidt struktur på. Jeg prøver at se ad.

Og noget som ville hjælpe mig og familielivet meget, nemlig en planlægning af vores ugemenu. Det kunne være en af de to find ark der er på linket.

Jeg elsker sådan nogle planlægnings og organiserings ting. De der amerikanske husmødre har SÅ mange af dem og jeg snupper dem og gemmer dem på min computer.

Så tag for Jer af retterne. Der er mange fede free downloads på de to link.

Indkøb, menu og drinks

Ud og handle ind til nytårsaften. Det var ikke fordi jeg manglede så meget. Bare lidt dessert og snacks. Hvorfor kom jeg så ud med to poser og næsten 400 kr fra dankortet?

Nå, men vi skal have forret af rejer og krebsehaler i cocktail (sådan en 80'er fætter.)
Hovedretten er cuvette, bagekartofler, rødvinssovs og grøntsager.
Desserten Vianetta is.



Når drengene er lagt i seng hiver vi chips, peanuts og dip frem og ser en god film.
Så er der hjemmelavet drinks. Den bedste er appelsinjuice og tranebærjuice. HALLO, det smager godt. Og helt uden alkohol? Nemlig.

Da jeg var gravid lavede vi den for første gang og den smager så godt at det er blevet en klassiker hos os. Tranebærjuicen kan fås hos Kvickly og jeg tror jeg har set den i DagligBrugsen også.

Man kan også blande appelsinjuice og sød champagne som f.eks. Asti. Jeg har købt den lille flaske hos Søsterne Grene til 20 kr og den smager helt som alt Asti.


onsdag den 29. december 2010

I aften skal jeg...

  • Organisere og rydde op i køkkenskabe
  • Aktivere nemid
  • Rode skamløst gennem det nye HM katalog og fantasere om ALT det jeg ønsker mig

tirsdag den 28. december 2010

Udsalg og rod

Nå, men så var jeg på udsalg igen i dag.

Købte for næsten 1000 kr til drengene. Der er både lidt til nu, næste tøjstørrelse og så til kassen i vuggestuen. I kassen skal jo være et komplet sæt tøj i tilfældet af uheld. Det er altså lidt dyrt når man har to og jeg har ikke bare gammelt tøj liggende som jeg kan smide i den kasse.

Det eneste jeg købte til mig selv var et par natbukser.

Da jeg kom hjem var der spor af herlig leg over hele stuen. Så vi sendte faren i Elgiganten og hørte lidt Michael mens jeg prøvede at rydde op. Det er altså en udfordring, for når jeg har smidt noget i en kurv, så hiver drengene det op igen. Eller værre, Frederik vælter bare kurven. Suk!

I morgen tror jeg bare jeg skal være hjemme. Måske kan jeg få skrevet lidt! Hurra!



mandag den 27. december 2010

Ut'zalg

Ha, nu kan man føre statistik sin blog, så nu kan jeg rigtig lure på hvor mange der kigger forbi. Jeg må sige det egenlig er lidt skægt at se hvor mange der titter forbi. Tak skal I have.

Nå, men det var jo slet ikke det jeg havde tænkt at skrive om i dag.

Jeg har været på udsalg! Og det var der også mange andre der var.
Men jeg købte en nattrøje, en HM top, en halskæde, byttet en shampoo og sæbe til anden duft, to toppe fra Esprit (fik brugt tilgodebevis), noget julepynt (50% HALLO!) og så en vinterjakke der ikke var på udsalg.

Nattrøjen og halskæden byttede jeg mig til for noget jeg havde købt før jul.
Toppen fra HM havde jeg også købt før jul, men så har de sgu sat den den imellem tiden. Så jeg købte først en ny top magen til til udsalgsprisen og så byttede jeg den anden bagefter. Sparede lige 30 kr.

Jeg har længe savnet en vinterjakke. Jeg har min pæne jakke (Jeg er nemlig sådan en der har "tøj til pænt brug") og den har jeg brugt. Men det går jo ikke. Jeg har bare ikke kunne finde en ordenlig jakke jeg kunne lide. Synes alle designs har været ens i år og jeg gider ikke betale 1765 for en skijakke. Den jakke jeg så har købt i dag har jeg gået og kigget lidt på, men synes den strammede. Det gjore den ikkke i dag. Humph!? Må have tabt mig eller noget. Det var nok den gang Roskildesyge.

Så alt i alt en fin dag. Ja.



søndag den 26. december 2010

Ku have sagt mig selv...

En crappy julemåned skal selvfølgelig afsluttes med en lige så crappy juleaften.

Det gik fint med at komme ud til bedsteforældrene, gik fint med maden, gik fint med at gå om juletræet og det gik fint med de tre gaver drengene fik inden de skulle i seng.

Og så gik det ikke fint mere. Nikolaj ville ikke sove. Eller jo, det ville han gerne.
Men ikke i sin seng. Og ikke alene. Han ville kun ligge tæt op af mig. Og jeg skulle bare blive liggende. Så juleaften gik jeg i seng kl 20. Jeg lagde mig ind med Nikolaj i håbet om at han snart ville sove og jeg blev liggende der inde.

Det var fandme surt. Hold op hvor var jeg sur og ked af det og alt muligt andet.

Så jeg holdte amerikansk jul. For første gang i mit liv åbnede jeg ALLE mine pakker om morgenen d. 25. Husbonden havde gemt de gaver han fik fra mig og drengene gaver fra os. Egenligt var det ret hyggeligt at sidde ved morgenbordet og pakke gaver op. Tror godt jeg kunne finde på det en anden gang.

Men nu er jeg godt nok også træt af julen. Ikke julen som sådan, men julen 2010. Jeg vil gerne videre og bare i gang med nogrt forår. Nogle hyacinter, nogle lys i stager, tulipaner og lys. Jeg har brug for at lave nogle forårs ting og få julen bag mig.

torsdag den 23. december 2010

Glædelig jul

Jeg tror vi er ved at være klar til julen... Nu skal jeg passe på hvad jeg siger, for der er nok noget jeg har glemt.

Tænk at sidde i en lufthavn, på en færge, en landevej og bare ikke kunne komme hjem til jul. Jeg kan slet ikke forstille mig det. Man SKAL da hjem til jul. Jeg er rigtig glad for det ikke er mig med to små drenge! Gosh, jeg havde sat mig ned og grædt. Lige midt i det hele.

Håber virkelig at alle når sikkert frem.

Glædelig jul til alle.

onsdag den 22. december 2010

Et håb

Jeg synes godt nok denne jul har været en udfordring!

Fordi drengene har været så meget syge har vi været bagud med ALT der har med julen at gøre. Overskudet har været så minimalt som det overhovedet kunne være. Vi har næsten ikke pyntet op, julekager og konfekt blev lavet meget sent, gaverne først færdig købt i dag, juletræet er taget ind - men slet ikke pyntet endnu. Jeg har også sendt de sidste julekort i dag. Plejer aldrig at være så sent på den!

Jeg pakkede et par gaver ind her til aften og der sneg der sig en LILLE SMULE stemning ind, men den er væk nu. Frederik hoster og er snottet, så julen må atter en gang vente. Suk...

Til næste år... Til næste år bliver det bedre. Håber jeg.

mandag den 20. december 2010

En tur på nettet

Jeg gider ikke gå i seng selv om jeg burde, så jeg er i gang med at søge ALLE informationer på nettet som jeg kan komme i tanke om.

Har været på tur hos en masse facebook venner for at kigge deres venner igennem. I ved for at se om de kender nogle man selv kender. Dem som gik i flere klasser over en i folkeskolen, den fra den gamle hjemby, familiemedlemmer osv.

Har kigget alle nyhedsmedier efter. De blogs jeg plejer at læse og et par nye. Det Michael forum jeg "bor" i.

Er lidt løbet tør for ideer nu.

Måske jeg bare skulle gå i seng.

fredag den 17. december 2010

En Fredag

Jeg er simpelhen for dårlig til at få skrevet på bloggen. Jeg tænker ellers over det i løbet af dagen, men så tages energien fra mig når drengene er puttet og sofaen indtages.

Men i dag får I så sådan et indlæg der er skrevet af en tvillingemor. Nemlig mig!

Drengene skulle 15 måneders vaccineres i dag... Meget passende når de nu er 17½ måned, ik!? Men hele efteråret har været fuld af sygdom (skoldkopper, snot, hoste, feber, Roskildesyge), så vi har hele tiden måtte udskyde vaccinationen.

Nå, men for at undgå at skulle vade gennem sneen med klapvognen... Må jeg lige henstille alle husejere til, at få fjernet sne på deres fortove!

Anyway, jeg tænker "vi tager da bussen! Den går jo lige fra over på den anden side af vejen."
Drengene i flyverdragter, ned i klapvognen, skide koldt, over til bussen.... Og så ellers vente i en halv time. Bussen kom aldrig. Vi endte med at gå ned i byen i stedet.

Godt kolde gik vi i Kvickly og købte tre teboller og et pølsehorn. Den søde dame tog kun 9,50 for det. Da jeg kiggede spørgende på hende smilede hun bare og sagde at det passede. TAK!
Turen gik videre på biblioteket. Her fik vi varme, teboller og lidt vand. Vi fik også kigget i en bog, lånt 4 bøger og mindet om at jeg skylder 20 kr. Jaja.

Endelig klar til lægen! Vi mødtes med morfar der var indkaldt som trøstestøtte.
Inden da havde jeg opdaget den velkendte lugt fra Nikolaj og jeg havde INGEN bleer med. Så hvad gør man så når der ikke er en købmand i nærheden? Jo, man går i Matas og køber badebleer.

Lige som vi kommer på til lægen kommer sygeplejersken ud. Hun er så venlig og sød. Så vi kommer ind og hun snakker og snakker om hvor søøøde og friske, dejlige og kønne, store og kloge drengene er. Ja, jeg kunne jo kun give hende ret. Og det kunne morfar også. Han fortalte stolt om aaaalle de ting de kunne.

Om ikke om hverken den ene eller den anden dreng sagde et ord da hun stak dem. Bare SÅ dygtige. Og så var det rosiner og en tør ble til Nikolaj. Morfar havde taget boller med, så sådan en fik de også.

Vi skulle jo også hjem igen. Jeg går til stationen for at tage bussen. En eller anden bus. Bare så jeg kan komme et stykke af vejen. Inden da når jeg lige at købe en julegave i Føtex. Heldigvis når jeg bussen! Og så tager turen hjem ellers lige 30 min. Det plejer at tage max 10. Drengene synes heller ikke det var så fedt.

Samtidig kan jeg så lige fortælle om den unge teenage tøs der kom og satte sig ved siden af min sammen med sin veninde. Jeg sad på det dobbelte foldesæde ved siden af klapvognen. Så kommer Miss Thang og sætter sig ved siden af mig... Og hendes veninde skal der også være plads til. Så til sidst sidder jeg på det aller yderste af sædet. Helt ærlig, pigebarn!

Nå, men vi kommer til hjemvejen og den søde chauffør er så venlig at køre bussen lidt frem så jeg ikke skal stå af i en snedrive.

Så ja... Drengene fik en lur da vi kom hjem, de skreg mens jeg lavede aftensmad, de fik rugbrød i stedet for, de hyggede sig og hvinede mens de legede i køkkenet da jeg prøvede at rydde op i selv samme køkken, de gik med til at få nattøj på, få børste tænder og komme i seng.

Og nu er jeg træt. Meget træt. Jeg er snottet og nåh jo, husbonden er til julefrokost.

Suk. Nu glæder jeg mig ligefrem til at skulle ud alene og købe gaver i morgen. Jeg skal absolut købe en treat til mig selv også, og have frokost, noget varmt at drikke og en kæmpe stykke kage.

søndag den 28. november 2010

Fuck sygdom!

Jeg er så pisse træt! Drengene er syge... IGEN!

Eller det vil sige, de har faktisk ikke været så meget syge. Det har bare ligget lige op af hinanden. 3 uger med skoldkopper og så nu forkølelse og feber.

Jeg savner mit familieliv som indeholder glade børn, børn der vil lege og ikke gider sidde i sofaen. Jeg vil ud og se på julegaver! Jeg vil ud af nattøjet og jeg vil huske at spise og ikke kun fodre drengene. Jeg vil have børn som sover ordenligt og ikke skal hænge hele tiden.

Jeg vil have børn der fortæller mig at fuglen siger pip og at man siger hallo når man tager telefonen. Børn der kommer med en bog som vi skal læse.

Jeg gider ikke tage flere barnsyg dage og jeg er så træt af at skændes med manden fordi vi begge to er trætte og kun tænker på syge børn.

Gider ikke mere sygdom!

mandag den 22. november 2010

For det første...

Mit job er... Ja... det eksistere da for jeg får stadig løn.
Min ene søn har opført sig underligt hele aftenen og ville kun spise ketchup?!
Den anden søn lavede ballade og klemte fingeren i lågen til vaskemaskinen.
Vi ved stadig ikke hvilket nyt køleskab vi skal købe.
Vi skal have gæster på lørdag og jeg ved faktisk ikke om det er realistisk at kunne nå at rydde inden.
Jul!? Årh, for fanden! Skal have hevet pynten frem, lavet dekorationer og skrevet kort.
I morgen skal vi have kartoffelmos og millionbøf. Gad vide om drengene gider at spise det?

lørdag den 20. november 2010

10 år!


10 år!

I dag for 10 år siden besluttede bornholmeren og jeg, at vi egenlig nok var kærester. Er det ikke vildt!? Det synes jeg. Og jeg husker det jo selvfølgelig som var det i går. Hvordan jeg lå i min seng under dynen, med fødderne plantet på væggen og snakkede i min (nu dybt forælde og aller førstet) Nokia mobiltelefon til kl 4.20 om morgenen. Jeg skulle altså op og på arbejdet næste dag!
Jeg var så ung og vidste ikke en skid om noget som helst.

Og her sidder vi så 10 år senere. I nattøj, drengene sover til middag, legetøjet bor over hele stuegulvet, vasketøjet står i stuen og skal tages ned og ligges sammen. Det trænger til en gevaldig oprydning i det hele taget!

Jeg ville rigtig gerne have været ude og spise i aften. Alene med manden, sån' rigtig voksen agtigt med vin og 3 retter. Men barnepiger 1 kunne ikke alligevel, barnepiger 2 skulle arbejde og... ja, så var der ikke flere tilbage. Så nu sidder jeg og tænker om vi skal tage på familierestaurant i aften alle 4, eller om vi skal bestille noget kvalitets take away. Og så kunne jeg jo lige ligge hvidvinen på køl med det samme.

søndag den 12. september 2010

Attention

Må jeg lige gøre opmærksom på, hvor meget jeg glæder mig over at have min mand hjemme igen efter han har været en uge på kursus i Italien?!?

Og at jeg glæder mig tilsvarende til, at svigerbornholmerne tager hjem i morgen efter at have boet her i en uge!!!!!

lørdag den 11. september 2010

En dag i detalier

Jeg sidder i bussen. Det er tirsdag. Jeg er på vej hjem fra VUC hvor jeg næsten lige er begyndt på fysik/kemi C.

Jeg sidder på en vinduesplads i chaufførens side og kigger sløvt ud af vinduet. På min walkmann har jeg radioen kørende. Klokken er næsten 15. Vejret er ret godt selv om det er midt september. Solen skinner og det er varmt.

Da klokken er 15 holder vi ind ved stoppestedet ved kiosken. Jeg er snart hjemme.
Radioavisen kommer på. Der er ikke noget særligt. 3 min senere er jeg hjemme.

Siger lige hej til familien. TV manden er der. Han skal sørge for, at jeg kan få et ordenligt tv signal på mit værelse på loftet. Indtil nu har jeg bare haft antennen fra campingvognen siddende ude på loftet. Signalet er pisse dårligt, så jeg er pænt excited over at der nu kommer et ordenligt signal.

Jeg går op på mit værelse, smider min taske, tænder for mit nye signal og slår over på tekst tv på tv2. Sætter mig tungt på sengen og begynder at læse.

"Et fly har ramt WTC"

Hm.... Hvad er det nu World Trade Center er? Min veninde har været der sidste år. Hun har et billede der fra. Er det ikke noget med at afdelinger af børsen ligger der?

Her er det et break i min hukommelse...

Ser jeg de første billeder på tv2 på mit værelse?
Går jeg ned i stuen for at sige de skal slå over på CNN?
Ser de det allerede da jeg kommer ned?

Hvor min hukommelse tager fat igen sidder vi alle i stuen og ser de to tårne brænde. Vi diskutere om begge tårne brænder. Åh gud, svajer de? Det samme gør Niels Brinch og Caroline Boserup. De diskutere. Vi diskutere.

Hvad er det her? Hvem gør sådan noget? Hvad med alle menneskerne? Var det.... krig?

TV manden går i gang med at installere antenne forbindelsen på min lillebrors værelse.
Og så.... så høre vi at Pentagon er ramt. Vi tænker det alle sammen. Vi holder vejret inden vi siger det.

3. verdenskrig.

Tårnene vælter... mennesker... overlever ikke. Oprydningen starter. Krigen? Den er begyndt. En krig som mit land den dag i dag er involveret i.

Aftensmaden bliver indtaget i stilhed. Jeg er sur fordi min familie ikke virker lige så påvirket som mig. Så snart vi har spist sidder jeg foran tv'et igen.

Jeg laver stort set ikke andet de næsten par dage end at være ked af det, se tv, tænke over livet.
Og sådan har jeg det stort set altid på denne dag...

11. september.

mandag den 6. september 2010

At hjælpe eller ej

Jeg faldt i dag... ikke for en underskøn mand eller i en gryde med trylledrik.

Nej, jeg faldt lige på gulvet og foran 6 af mine kollegaer. Og det var så pinligt og det gjore så ondt.

Men det jeg ville ind på er, at der var ingen af dem som sprang op af deres stole og hjalp mig. Hvorfor fanden hjælper vi ikke hvis vi ser en der falder? Okay midt på gågaden er der nok ikke så mange af os der måske ville springe frem og hive en fremmede dame op på benene igen, men... mine kollegaer...! De kunne da godt have strakt mig en hånd.

Det var jo ikke fordi de ignorerede mig, eller grinte. De sagde sødt "Ov, det gjore vist ondt" og "Nej, der slog du dig vist."

Men de blev bare siddende og gloede på jeg rodede rundt på gulvet.

Jeg snerrede lidt at "I jo ikke behøvede at hjælpe". De sagde ikke rigtig noget...

Men... Helt ærligt! Kan vi nu ikke en gang give en kollega en hjælpende hånd mere?

søndag den 5. september 2010

War - what is it good for - ABSOLUTLY NOTHING!

Jeg hader krig! Jeg FUCKING hader krig!!

Hvad skal vi med det? Hvorfor skal vi være der? Hvorfor skal vi miste dem vi elsker i krig?

Vi sidder og der dokumentar på DR1. Dokumentar om de børn, søskende, kærester, ægtemænd, børnebørn, venner og elskede som har måtte betale den højeste pris for noget som ikke en gang er startet af dem selv.

Jeg græder som pisket og bliver bare endnu mere overbevist om, at krig er alt for forkert. Det er en krig jeg ikke tror på. Det er en krig jeg aldrig har ønsket. Det er en krig hvor jeg kunne have mistet min egen bror.

Hvordan skal man som forældre, ægtefælle, kæreste, søskende, bedsteforældre, ven... hvordan skal man kunne fatte at krig har taget den man elsker?

Jeg hader krig!

torsdag den 2. september 2010

Min Telefon

Kender I det når en sang bare minder en så meget om en bestemt begivenhed, periode eller i den stil?

Når jeg høre den her sang, så får jeg bare et flash over min barsel. MTV, VH1 og THE VOICE TV spillede den bare hele tiden. Jeg hørte den på computeren, på mp3 når jeg gik med barnevognen og vi så den på tv. Når drengene så skete der to ting:

De sad musse stille og bare så musikvideoen
De begyndte med det samme at hoppe og danse

Og de gør det stadig....

Årh, de minder!

onsdag den 1. september 2010

Første time

Jeg er så træt!

Jeg har været oppe og danse. Eller det vil sige, jeg synes nu mere det var aerobic med en lille smile rytme på. Var faktisk lidt skkuffet, måske havde jeg forventet noget andet. I dont know.

Oven i det, så har en muskel i min nakke besluttet sig for at den skal være pisse irriterende. Øm og kort. hvilket givet kanon hovedpine. Jeg er rædselsslagen for, at jeg vågner i morgen og har fået hold i nakken.

Men det kan så nok passe til den ømme danse krop jeg sikkert kommer til at ligge med.

tirsdag den 31. august 2010

mandag den 30. august 2010

Hmm....

Forpligter det, hvis jeg fortæller, at jeg I MORGEN melder mig ind i FITNESS WORLD?

søndag den 29. august 2010

Mere aaaaarh!

Frederik-drengen sidder her på køkkenbordet ved siden af mig og leger med sutteflaskerne og hvad han ellers kan få fat i som kan stables (han griner når jeg kilder ham på maven).

Mand og yngste søn sover (tror jeg. De er i hvert fald meget stille).

Vaskemaskinen køre med stofbleer, strømper og hagesmækker.$

Bollerne er lige kommet ud af ovnen og dufter skønt (selv om de er blevet flade. De var SÅ pæne og høje indtil jeg penslede dem... HM....).

Huset flyder af søndagsrod.

Tror vi skal have noget semi-indisk knorr risret til aften (Hvis jeg da ellers kan finde noget kød i fryseren).

Og jeg har stadig en pangekage tilbage fra i går....

Hell Yeah!

fredag den 27. august 2010

En tur i Søstrene Grene

Nogle gange ønsker jeg, at jeg boede alene. Bare for mig selv i 2 værelses på tredje sal.
Og ja, jeg elsker stadig min mand og børn. Det er slet ikke dem der er grunden til min dagdrøm.

Næ, ser du, jeg var i Søstrene Grene i dag... Og hvad de ikke har af nips, kopper, kurve, viskesstykker, lys, dimser, madvare, dekorationer og andet godt som jeg bare føler jeg MÅ eje.
Men jeg kan jo ikke slæbe alt det hjem.

Jeg har allerede et etableret hjem med masser af kopper, mange dimser, et par kurve til legetøj, madvare osv. Jeg kan ikke bare smide det hele ud fordi jeg gerne vil have de meget søde grønne kopper fra Søstrene Grene.

Men hvis jeg nu boede alene... Se, så kunne jeg gøre lige hvad der passede mig.
Så ville jeg leve i et IKEA, Søstrene Grene, dimser fra Netto hjem.

Så ville jeg spise "hvad har jeg i køleskabet" med pasta, læse dameblade og drikke caffelatte (af den grønne kop) mens jeg så alle de serier der plejer at starte op nu.

Og jeg er sikker på det ville være SÅ yndigt og så fedt!

Tilgengæld ville jeg så ikke have min mand og små puslinger... Men man må jo gerne drømme lidt.

søndag den 22. august 2010

I dag er det søndag...

I dag er det søndag og hele huset emmer af sådan.

Legetøj over det hele, mandens jakke på stuegulvet, nybagte boller på køkkenbordet, indkøbene fra Netto står stadig fremme, køkkenet ligner et sted der er blevet bagt, leget, læst blade og drukket kaffe og så ligger alle mine tre mænd og snorker.

Aaaarh!

Søndag!

lørdag den 21. august 2010

SUK!

Jeg vil så gerne mange ting...

Jeg vil gerne drikke kaffe uden at få ondt i maven (eksperimentere lidt med det på jobbet pt.Føler mig skide voksen når jeg OGSÅ tager af kaffekanden!)

Jeg vil gerne være tynd (men ikke så tynd som den søde gravide asiater pige som jeg ekspederede på jobbet. Tænk, hun vejede kun 48 kg i følge hendes vandrejournal! HUN SKAL FØDE TIL DECEMBER!!!)

Jeg vil gerne være gode venner med manden (Og det er vi bare slet ikke for tiden. Kender I det?)

Jeg vil gerne bruge ALLE mine penge på tøj og dimser til mig selv (DET kender I!!)

Jeg vil gerne æde hele den bøtte is vi har i fryseren (Ingen yderligere kommentar)

Jeg vil så gerne en tur til London (Oxford Streeet, Borders, Monsoon, Starbucks, engelsk tv.... Yeah, I wish! Vi tager lige klapvognen med i Tuben, ik?!)

Jeg vil gerne læse den bog der skal hjælpe mig med at blive tynd (Har bare slet ikke fået taget mig sammen endnu)

Jeg vil gerne rydde op (Men fuck det, for der ser alligevel sådan ud igen kl 7 i morgen.)

Jeg vil gerne et eller andet som ikke involvere hverdagen (men hvordan gør man det med to drenge på 14 måneder?)

SUK!

torsdag den 19. august 2010

Lang Torsdag

Jeg er skide træt.

Jeg har været på job i 10½ time!! Det er jo sindsygt.

Heldigvis har folk været søde ved mig og sagt at jeg var wonderful, venlig og alt muligt andet som gjore at jeg godt lige gad blive til 18.30. Det er jo dejligt når folk roser en.

Og... altså det er jo ikke kun fordi de roser mit arbejde. Eller det gør de jo sådan set ikke. Der er jo ingen der siger "Ej, hvor var du bare dygtig til at slå det op i CPR" eller "hold da op! Du er godt nok god til at printe de oplysninger ud til mig". Når jeg tænker over det, så kunne det være lidt fedt hvis der en dag var en som synes jeg var god til at stemple f.eks.

Nå, sidespring. Nej, jeg bliver jo rost fordi jeg har været sød, venlig og behandlet folk ordenligt. Og DET er faktisk ret fedt.

Det er grunden til at jeg jo godt kan lide mit job. Så kan alt det andet hoopola være noget lort. Men lige den der ros. Den er sgu dejligt at få. Også selv om man er på arbejde fra kl 8 til 18.30 på en torsdag.

tirsdag den 10. august 2010

En dagbog

Jeg tror jeg startede med at skrive min første dagbog da jeg var 8. Og jeg er forsat lige siden.

Bøger med lås på, notesbøger, Kinabøger i lille og stor format (min fordrukne). Jeg har stadig dem alle sammen, men jeg læser ikke i dem. Har en ide om de skal gives til Risarkivet når dem som arver dem ikke gider se i dem. På den anden side... Har jeg virkelig lyst til at mine børn skal læse nogle af de ting jeg har skrevet... Hm... Det må jeg lige tænke over.

Anywho. Jeg skrev også dagbog over min graviditet og drengene første år. Jeg notere stadig i Tumlingekalenderen når de har gjort noget skørt eller om deres udvikling.

Jeg sad og messede rundt på nettet i dag og fandt en helt vidunderlig form for dagbog. Den har jeg aldrig set før.

Det er Christine på GRACE IS OVERRATED har lagt denne fantastiske dagbog ud. Se det er noget en travl tvillingemor kan forstå! En side, og bare udfyld svarene! Perfekt!

Jeg har downloaded dem alle sammen, der er 23 indtil videre, men du kan jo også starte dagen med at downloade en af gangen.

Tjek det ud og god fornøjelse :-)

fredag den 30. juli 2010

Open

Nå, så kom der lige et indlæg der!

Jeg keder mig nemlig... Gaaaab! Der er ikke nogle der gider snakke med mig på messengeren, der sker ikke noget på mit favorit MJ board, jeg mangler inspiration til at skrive på min roman...

Jeg har luret rundt her inde noget tid. Ændret designet, lavet lidt om hist og her. Tror jeg har fundet en form jeg kan lide nu.

Verden ser meget anderledens ud end sidst jeg skrev:

  • Drengene er startet i vuggestue
  • Jeg er startet på arbejdet
  • Drengene er blevet et helt år unge
Og så er hverdagen kommet snigende igen. Dog ikke lige nu. For vi har nemlig sommerferie. Eller det vil sige, vi køre på sidste dag nu. På mandag skal vi være klar igen... Gider vi? NEJ!!

tirsdag den 11. maj 2010

Long time, so see...

Jeg har holdt pause.

Det har været rart.

Jeg tror der gik lidt for meget mor i den til sidste. For meget 'give away', se hvad jeg kan sy på en eftermiddag, jeg skal være mor hele tiden-agtig.

Nu er vi snart der henne hvor jeg skal til at være mor OG mig selv igen. AAARH!!! 1½ år hjemme på en sygemeldning og siden barsel er gået alt for hurtigt. Synes det var lige for lidt siden jeg sad og holdte på min mave og drømte om mine små puslinger.

Anyhow, jeg er gået i neutral mode her på bloggen indtil jeg lige ved hvad jeg vil med den.

P.t. får jeg min skrivelyst stillet i form at noveller og romaner. Det går skide godt hvis jeg skal sige det selv.

Så jeg tænker lige over hvad jeg vil med bloggen og så vender jeg nok tilbage...

Bare sådan indtil videre :-)

fredag den 19. marts 2010

Årstider

Jeg kan godt lide årstiderne. Dem alle sammen. Ej, faktisk er efterår min favorit.

Jeg har altid synes det var sådan lidt opreklameret når folk siger "Eeeeej, det er bare SÅ skønt at det er lyst og foråret kommer". Jo, det er da skønt, men jeg har ikke noget dramatisk forhod til det.

Men i dag har jeg så været ude og trille med limousinen. Og jeg må indrømme, at jeg lod foråret strømme ned i mine lunger og ud i kroppen. Aaaaaaarh!

Sneen er væk, det er små-lunt, der er forårstøj i vinduerne (jeg købte noget), Michael Jackson på mp3'eren (og i en af butikkerne).... Perfekt!

Dejlig dag!

torsdag den 18. marts 2010

Kl 4 om natten og 9 sider

Vores yngste (1 min yngre end sin bror) synes kl 4 var et perfekt tidspunkt at stå op på.
Han plejer ellers at sove efter han har fået flasken....

Det gjorde han så ikke i dag. Først prøvede jeg i en 30 min at få ham til at sove. Til sidst overtog far, der endte med at sidde sovende med drengen, også sovende i sine arme.

Så jeg er lidt træt i dag! Og om lidt fyldes huset med mødre og børn.
Jep, det er torsdag! Det er mødregruppe dag. Glæder mig!!

Og så lidt om skiveriet:

Tirsdag havde jeg den ondeste skriveblokade! Endte med at blive sur og tvær fordi skrivekløen rasede, men der kom ikke noget ud af fingerspidserne.
Onsdag morgen fik jeg så en ide. Det resulterede i 9 sider (!!!) i går!! Huhaj, hvor det går!!

Det bedste er faktisk, at det for første gang nogensinde er lykkes mig at skrive en slutning.
Jeg er langt fra færdig, men slutningen er på plads og det føles SKØNT!!

mandag den 15. marts 2010

At blive væk...

I det lokale storcenter i dag, var der en lille pige der var blevet væk fra sin mor.

Det viste sig, at moren var i Matas lige ved siden af hvor den lille pige (Olivia, 5 år), stod og græd så hjerteskærende. Men er I klar over hvor stor en radius på 2 meter er, når mor er væk og man er 5 år og helt forvirret?

Stakkels lille Olivia! En venlig dame (det var ikke mig, men det kunne det godt have været) tog sig af Olivia og fik efterlyst hendes mor over højtalerene. Og Olivias mor kom løbende og så lige så ulykkelig ud som Olivia var. Bagefter gik de en tur i chokoladebutikken og købte noget rigtig godt. Som moren sagde til mig "Det tror jeg vi har brug for".

Jeg er aldrig selv blevet væk, for så snart vi kom et sted hen sagde min far altid: "Og hvis vi bliver væk fra hinanden, så mødes vi DER". Jeg er nu aldrig blevet væk alligevel.

Men jeg kunne godt se på Olivia, at det med at blive væk, DET er altså ikke skægt.

søndag den 14. marts 2010

Søndag

Det er søndag.

Jeg har sovet til kl 9.

Jeg får tid til at skrive.

Der er Formel 1.

Drengene leger på gulvet.

Bornholmeren har købt romkugle til mig.

Vi skal have rester fra i går.

Det er dejligt!

lørdag den 13. marts 2010

No buts!

Jeg elsker min mand!
Jeg elsker mine børn!

Ikke noget men, for som Dr. Phil siger:
The word "but" means, forget what I just yold you, now I'm going to tell you how I really feel!

Nogle gange kunne det være SÅ fedt bare at tage 14 dage til no where. Helt alene.
Og hvad ville jeg så lave? Jeg ville skrive. Skrive og læse og læse og skrive.

Jeg brænder med skrivekløe i øjeblikket og det er godt nok en udfordring når jeg hele tiden afbrydes af børn, mand og dagligdagen.

Men for søren, hvor er jeg så produktiv når jeg endelig har ro. Og hvor når det at blive sent inden jeg kommer i seng!!

torsdag den 11. marts 2010

Ledninger

Ledninger...

Hvorfor er de så spændende?
Hvorfor skal der hives i dem?
Hvorfor skal der bides i dem?

Og hvorfor hele tiden?

onsdag den 10. marts 2010

God læsning

Arh, Han tilgav hende! Det hele var ikke ødelagt og de fik hinanden. Egenligt var det ikke så vigtigt at hun ringede til veninden. Det var vist mest en afledningsmanøvre fra forfatterens side.

Dejlig læsning.
Og jeg er allerede i gang med efterfølgeren. Men den kan da slet ikke blive lige så spændende som 1'eren var. Men mon ikke forfatteren overrasker igen.

Arh, er der noget bedre end en god roman som man ikke kan ligge fra sig?

tirsdag den 9. marts 2010

Spændende!

Jeg har fundet en roman på nettet som jeg er i gang med at læse. Hoooold da op, den er spændende. Da jeg er
  1. tvillingemor
  2. B-menneske
  3. for optaget om dagen til at læse
så forgår læsningen om aftenen og ud på natten. Det betyder, at klokken er omkring 1 når jeg endelig får løsrevet mig. "Jeg skal bare liiige have et kapitel til".

Men så i går var jeg kommet til sidste kapitel. Og det er sådan en historie hvor alt kastes op i luften til sidst og man ANER ikke hvordan det hele skal ende. "Tilgiver han hende?" "hvorfor var det så vigtigt at hun skulle ringe til den veninde" "Finde de sammen eller er det hele ødelagt nu?". Klokken var 1.20 og jeg manglede halvdelen af sidste kapitel. Skulle bare læse færdigt!

Og hvad sker der så?? Så vågner Le Petit Bebé. Helt ærlig!! Og bornholmermanden kunne jo godt tage ham, men vi har lidt en uskrevet pagt om, at vi lige begge to er tilstede hvis de vågner om natten.

Damn, damn, damn. Så jeg måtte vente med at finde ud af om han tilgiver hende, hvorfor hun skulle ringe til veninden og om de så får hinanden eller hvad.

Nikolaj havde drømt uhyggeligt og ville ikke sove før han havde fået 2 små flasker og der var gået 1½ time. Klokken 3 kunne vi ligge os til at sove.
Det betyder at jeg i nat har fået... 3½ times søvn.

Utroligt nok er jeg ikke synderligt mærket af det i dag.
Så snart drengene kommer i seng i aften, så står den på læsning igen! Jeg tager lige de forrige to kapitler (Hvor han prøver at overtale hende til at forlade manden, hvor han finder ud af, at det ER hans datter og hvor han rejser) for at komme i stemning og SÅ skal jeg have slutningen på den historie.

Årh, bare han tilgiver hende og det hele ender med kærlighed og kildevand. Det er nu en gang det bedste.

lørdag den 6. marts 2010

Godnat

Jeg er bare så træt. Og vi har ellers ikke lavet noget særlig vildt i dag. Og det har vi måske så alligevel.

Mormor havde fødselsdag og vi var inviteret til frokost.
Da vi var nødt til at tage tidligt hjem pga. drengenes aftensmad og puttetid, arriverede vi så lidt tidligt hos bedsteforældrene.

Drengene fik max opmærksomhed af hele familien.
De sov en god eftermiddagslur og kom ½ time tidligere i seng her til aften.
Både mor og far kunne også godt trænge til at komme i seng lidt tidligt.

Tænk at familiebesøg kan være så trættende, gaaaaab!

fredag den 5. marts 2010

Fars fede barsel

I denne uge har bornholmerfaren haft barsel. Jojo! Desværre kun en uge. Desværre for mig!

Jeg har løbet rundt hele ugen for at få alt det jeg ellers ikke kan gøre.
  • Tandlæge
  • Frisør
  • Blodprøver
  • Shopping
  • Shopping i bestemte butikker
Det har været rigtig godt at kunne når alle de ting. Men det har egenligt også være lidt æv. For vi har ikke brugt så meget tid sammen her hjemme. Men det har drengene så tilgengæld og det er jo meget godt.

tirsdag den 2. marts 2010

Ukendt Virus

Nå, jeg kom ikke til tandlægen i dag, for livet kom i vejen.

Mindste drengen er febersyg, vil putte hos sine forældre og er bare alt andet end sig selv.
Lægen sagde "Ukendt Virus". Det var selvfølgelig ikke skægt, men inde i mig selv kom jeg lidt til at grine. Jeg har nemlig et Vores Børn eller Vi forældre blad (I ved de blade man køber når man RIGTIG skal hygge sig mens ungerne sover til middag og så får man aldrig læst dem, for man er bare for træt!??!), hvor der er en artikel om fænomenet Ukendt Virus og hvordan læger bruger udtrykket når de egenlig ikke lige ved hvad vores små puslinger fejler. Må lige finde den artikel.

I morgen er programmet lidt presset:

8.45 frisør - klip og farve (hurra, af med de grå!!)
11.40 tandlæge - de var så søde at finde en ny tid til mig
Efter tandlæge blodprøve - fik ikke taget dem sidst da jeg ikke kunne få "fri fra barslen"

Så jeg håber Le Petit Bebe har det bedre i morgen, så far ikke går helt ned efter at have passet pjevset baby og aktiv baby i omkring 4 timer. Men hey, hvis far ikke var hjemme så skulle jeg jo have passet selv og det havde jeg jo nok overlevet.

mandag den 1. marts 2010

Tager graviditet virkelig tænder?

Lang weekend! Lidt drama, fyldte 30 år, overnattende svigerbornholmere, babysitning i 4 timer, frokost - hygge og shopping alene med bornholmeren. Lang historie, lige meget, nyt emne.

Skal til tandlægen i morgen. Første gang i 2 år. Jeg har mindst et hul. Jeg kan se det og jeg kan mærke det med tungen. Og der er garanteret et eller to til. Jeg kan godt lide at gå til tandlægen forberedt på det værste. Derfor er jeg også sikker på, at hun vil hive den ene tand ud.

Jeg hader at gå til tandlæge og jeg har ellers en ung og lækker mandlig tandlæge. Selv om det er min mindst favoritting i verden, så møder jeg op hvert ½ år. Men pga. graviditet og barsel, så har det altså taget 2 år at få booket en tid.

Og fordi jeg ikke bare kan tage hvilken som helst tid, så må jeg i denne omgang undvære min egen søde tandlæge og hans venlige øjne. Men jeg er sikker på hende jeg skal ind til i morgen er lige så sød og har lige så venlige øjne... Og skælder mig lige så meget ud som min egen tandlæge ville have gjort.

fredag den 26. februar 2010

Fredag i Kvickly

Kender I det når man har lyst til at sætte sig ned og græde??
Tror nok lige de andre kunder i Kvickly havde gloet hvis jeg havde gjort det. Men jeg var nu tæt på.

Her er omstændighederne:

Fredag kl. 12.30
Kvinde med tvillingelimousine
To sovende drenge (tvillinger)
30 min til at handle i Kvickly inden ovenstående drenge egenligt burde få mad

GO!

Jeg kan kun komme ud igennem kasse 1 og 2 pga barnevognen. Der sad pt. ingen ekspedient i kasserne da jeg kom ind, men lågen var åben i den ene kasse. Jeg springer ud i det og går ind.

Her kommer første æv: De har skiftet ALLE kurve ud med de der kurve med hjul under... Sådan en kurv kan IKKE stå oven på en barnevogn og jeg skulle have for meget til bare at kunne smide det på vognen. Så jeg må trave rundt med 25 kg vogn, 18 kg baby('er) og en rigtig dum indkøbskurv som selvfølgelig bare bliver tungere og tungere...

Æv nr. 2: Min fantasi har jeg glemt der hjemme og jeg er total blank for ideer til aftensmaden i morgen. Og det er endda min fødselsdag i morgen (svigerbornholmerne kommer). Så jeg ender med at opgive og håbe vi har noget i fryseren.

Æv nr. 3: Folk er dumme og glor efter mig fordi jeg, pga vogn og kurv, hele tiden støder ind i alt muligt. Jeg kan ikke manøvrere både vogn og kurv på hjul.

Æv nr. 4: Jeg er ved at gå sukkerkold og hovedpinen begynder at dunke.

Æv nr. 5: Kasse 1 og 2 er nu lukket...

Her gider jeg så ikke mere. Jeg er tilsyneladende fanget i Kvickly og kan ikke klemme mig ud ved de små slanke kasser. Jeg er parat til at sætte mig ned og græde. Bare en smule og så stjæle en chokoladebar og en cola, bare lige for at få sukkerniveauet op igen.

Æv nr. 6: Alle de medarbejdere der var der lige før er PIST VÆK.

Lad os opsumere: Tung barnevogn, stadig sovende drenge (thank God!!), tung kurv på hjul, hovedpine, dumme folk, lukket kasse og ingen medarbejdere.

Jeg VADER rundt i Kvickly med vogn - med kurv - for at prøve at finde en eller anden som kan åbne kassen så jeg kan komme over i kiosken for at betale.
Finder endelig en ung pige som kan se min modersved og desperation. Hun er så flink og lukker mig ud, så jeg kan komme over og betale i kiosken (Husker hende lige i min aftenbøn).

Og så ellers på vej hjem, alle vare op ( to indkøbsposer, en pakke Libero nr. 4, pose med tøjindkøb + de bøger jeg lige købte på bogudsalg), drengene op, over med øllebrøden, vare pakkes ud, hurtig frokost til mig selv.

Nu har alle spist, drengene ligger på gulvet og jeg er ved at kollapse på sofaen.

Sagde far ikke noget om at han kom tidligt hjem??
Årh for fanden... Aftensmaden til i morgen.... Suk!!

onsdag den 24. februar 2010

Hurra for mødre og grupper!

Jeg er træææææt!

Har været i min helt fantastiske mødregruppe i dag og det var så hygsomt. Jeg er så glad for mine med-mødre-nye-veninder.

I dag behandlede vi blandt andet vigtige emner som:

  • er det ok at vække sit barn (det blev vi enige om at det var)
  • må chokolademuffins godt være lidt svampet (ja, for dævlen!)
  • kan alle babyer lide vandmelon (nej det kan de ikke)
  • hvem vil have tvebakker med hjem (det blev mig)
  • kan sundhedsplejersken blive enig med sig selv (nej, det kan hun ikke!)
  • kan dit barn også..... (ja og nej)

Og konstaterede også følgende:

  • det er ok, at brokke sig over sin mand (hvor skal man ellers gøre det)
  • at børn ikke kan sammenlignes
  • vi gider ikke mødre som bare fortæller at alt er perfekt (vi tror alligevel ikke på dem)
  • vi hygger os godt nok godt sammen
  • at vi igen i dag først tog hjem ved 17 tiden
I morgen tager jeg turen igen med den "glemte mødregruppe" - tvillingemødregruppen.
Vi har ikke set hinanden siden en gang i november. Så det bliver meget spændende at se de store babyer!
Jeg skal have kage med og de ser sådan her ud:

søndag den 21. februar 2010

En proces med afbrud

Jeg elsker at skrive. Jeg har så svært ved at fatte mig i korthed, som I nok også har bemærket her. Jeg elsker at beskrive, forklare og sikre mig, at folk mærker og føler det jeg vil have dem til.

Jeg skriver romaner. Eller altså, jeg skriver historier. Ikke noget der udgives, for de bliver aldrig færdige. Det starter som regel med en følelse, en dagdrøm, en natdrøm, en sang. Så går jeg og tænker og tænker. Dagdrømmer. Tænker på det når jeg skal sove. Tænker på det hele tiden. Skriver ikke noget ned. Det hele får lov til at bygge op. Gerne i lidt lang tid. Og når jeg ikke længere kan holde tilbage, SÅ skriver jeg. Og så skriver jeg også! Hele tiden.

Det er der hvor jeg er lige nu. Jeg skal skrive. Hele tiden. Jeg har slet ikke lyst til at holde op. Det rumler i maven og klør i fingerspidserne for at få følelser og ord ud.

Jeg fik en ide for noget siden. Og nu er jeg kommet der til hvor det bare skal ud.
Men gud, hvor er det svært at sætte sig ned og skrive i 4 timer når man har to små drenge. Det bliver højst til 1½ time af gangen og det er hvis jeg er heldig. Tilgengæld er jeg også ret produktiv synes jeg selv. Så jeg glæder mig til, at drengene selv kan lege lidt længere af gangen og jeg kan skrive lidt mere.

Haha

Jeg har sovet til kl. 10 i dag.

Det var bare det jeg ville blære mig med - Hej :-)

lørdag den 20. februar 2010

Hej. Jeg hedder...

Jeg har lige haft besøg af to meget søde damer, som var så venlige at give mig en lille bog om bibelen. Jeg så godt de gik ude på svalegangen og så jeg også godt, at ingen af mine naboer åbnede for dem.

Men det gjore jeg altså! Hvem har ikke lyst til at møde to meget søde damer på en lørdag formiddag? Jeg havde Frederik på armen, så det tog rigtig kegler.

Jeg forstår ikke folk som smækker døren i hoved på dem. Jeg forstår ikke, at man ikke lige kan sige nej tak på en venlig måde. Jeg forstår ikke, at folk ikke har lidt forståelse for, hvorfor de kommer og banker på.

Vidste du at de faktisk, helt fremmede mennesker, kommer til dig, fordi de vil dig det godt?
Deres tro siger dem, at hvis de ikke spreder budskabet om deres Gud, så kommer de ikke i himlen. Hvis min Gud sagde sådan til mig, SÅ var jeg også ude og trave i det her vejr. Så kan man måske godt være lidt sød ved dem.

Hvorfor bliver nogle folk så sure over, at de kommer forbi? "De skal ikke komme og pådutte mig noget!!". Så smil og sig da nej tak. Jeg kender en der en gang flippede helt ud, fordi de havde deres børn med ude og banke på. Det kan jeg ikke se noget galt i. Jeg giver også mine børn en kristen opdragelse, på min måde. Jeg kan ikke se hvad det skader.

Der skal være plads til os alle sammen. Jeg har respekt for deres tro og de har lov til at tro lige hvad de vil. for jeg vil jo også gerne have min egen tro.

Så næste gang det banker på din dør, så åben, smil og sig tak eller nej tak.
Og mig? Jeg fik en lille snak om bibelen (som vi har tre af), børnebibelen (som vi har to af), et tak og en masse komplimenter om min søn. De havde alt forståelse for at jeg var lige ved at skulle putte mine drenge og de takkede for den korte samtale. Det synes jeg ikke var en dårlig oplevelse.

God lørdag.
Både til Jer der vader gaderne tynde og banker på og til Jer der er på den anden side af døren.

tirsdag den 16. februar 2010

BANG!!!

Jeg hader når reklamer har ret...

Jeg ser egenlig mig selv som en rigtig miljøvenlig type. Neutral opvaskemiddel, Froggy rengøringsmidler, smider ikke dåser i skraldespanden, smider ikke skrald i naturen.

Men nu er det altså slut... Sorry lille frø, undskyld stille vandløb, desværre grønne eng.
Jeg har nemlig i dag opdaget min nye ven nr 1: Cilit Bang - Mug og Skimmel!


Og jeg gentager jeg hader når reklamer har ret. For man sprøjter jo bare bæstet på, drejer en gang rundt om sig selv og skyller med vand. Hvor er det tragisk! Og hvor er det tragisk, at jeg ikke har prøvet det noget før! Glemt at ligge på knæ og skrubbe og mase. Det har jeg mest ondt af, er at sprøjte staset ud på væggen.

Jeg troede ikke vores bruseniche var til at redde. Vi havde røde (!!) fuger der hvor der engang var hvide. Men ikke mere! Nu ser det jo ud som om jeg selv lige har muret brusenichen op på en formiddag.

Så klart anbefalelsesværdigt til den travle husmoder!
Bare lige husk:

Åben vinduet og lad for gud skyld være med at komme toiletrens i toilettet mens du sprøjter om dig med vidunderskummet!!!
(SERIØST!!! Kombinationen kan nemlig give vand i lungerne og
det drukner man som bekendt af.)

Hvad vil du købe i min butik?

Det gode ved en tvillingebarnevogn er, at den kan rumme meget.
Det dårlige ved en tvillingebarnevogn er, at den kan rumme meget.

I går lykkes det mig at slæbe følgende hjem fra Kvickly:

2 kg kartofler
2 pakker Libero nr 4 bleer
1½ L Faxekondi
1 kg modermælkserstatning
4 kg kød (der var tilbud)
1 kg konserves
½ kg bananer
½ kg æblemos
½ L vaniliecreme
½ L olie
½ kg blandet salat (face it, det ER nemmere!!)
15 kg små drenge, excl. deres voksiposer
Og så en masse småting.

Til sammen noget over 12 kg.
Det er nu godt klaret når kurven under vognen i følge fabrikanten kun kan klare 5 kg. Det er tilsyneladende en mand der aldrig har været på barsel, som designer barnevogne.

søndag den 14. februar 2010

Valentiens

Jep, jeg har fået gaver. That's right: gavER!

Blomster (som jeg fik i fredags) og her til morgen fik jeg et par øreringe. Jeg fik også lov til at sove længe. Helt til kl 10! Hvilken luksus.

Retur fik Bornholmeren lov til at se på vores små drenge der hele dagen har haft en bluser på med påskriften I LOVE DAD. Det gjore ham mere glad end en buket blomster eller chokolade.

lørdag den 13. februar 2010

Misundelig

Jeg er misundelig. På alle Jer kvinder som har født Jeres børn selv.

Jeg var med og tilstede under drengenes fødsel, men jeg gjorde sådan set ikke rigtig noget aktivt. Jeg gjorde bare det de bad mig om. "Sæt dig her", "krum ryggen", "Læg dig ned" "Sig til hvis du har det skidt". Jojo, og jeg gjorde som jeg fik besked på. 15 min senere var jeg mor til to drengebørn. Og jeg behøvede ikke at gøre spor.

Jeg synes stadig det er lidt mærkeligt. Jeg ville nemlig gerne have født drengene selv. Men det måtte jeg ikke. De ville nemlig gerne ud med numsen først og så sagde doktoren, at det jo ikke gik. Humph!?

Og du som har kæmpet dig gennem 100 veer og bandet din mand langt væk, du synes nok, at jeg er en værre tosse. Det havde jeg måske også synes hvis jeg havde haft en ve eller 4. Men hvor ville jeg gerne være medlem i din klub.
Jeg ville så gerne have haft en ordenlig omgang veer. Have været hele processen igennem, følt kroppen overtage og arbejde, have fået mine sønner op på brystet. Og jeg føler mig faktisk snydt. Jeg synes det er dødtrist. Nu er et kejsersnit jo ikke helt uden komplikationer og det kræver da også noget. Det var bare ikke MIN drømmefødsel.

Jeg nød min graviditet til fulde! De passede rigtig godt på mig, undersøgte og scannede mig hele tiden (vi har scanningsbilleder fra hver måned). Jeg fik en dejlig gravid krop og en masse fantastiske minder (snakker IKKE om skrækmærkerne, der trist nok kom de sidste tre måneder!).
Men fødslen, den måtte jeg ikke bestemme over. Jeg kunne ikke komme i vand som jeg ellers havde drømt om. Det kunne ikke forgå stille og roligt med kun os to og jordemoderen. Havde jeg født almindeligt, så havde der været omkring 7 personer til at hjælpe til. Jeg ville gerne have undgået stikket i ryggen (det var nu slet ikke så slemt, men alligevel).
Hold op, hvor har jeg ligget med bagdelen i vejret for at få drengene til at vende sig, bedt til min Gud, grædt og prøvet at snakke mig ud af det kejsersnit. Men det var åbenbart sådan mine sønner skulle komme til Verden.

Når vi skal have nr 3 (når bornholmeren er blevet enig med sig selv om at han skal være far igen og jeg har overskud til at låne min krop ud igen), så har babyen bare at ligge sig rigtigt og opføre sig pænt. For jeg vil have en ve! Basta!


Ja, det er altså ikke en ny test :-D

torsdag den 11. februar 2010

Store drenge!

Årh, mine drenge er ved at blive store!!

Spiser grød, mos, frugt- og brødhapser. Drikker vand af en kop og hiver selv sutten ud og græder når de vil have opmærksomhed...

Og nu er vi nået der til hvor vi begynder at pakke de første ting væk.
Aktivitetstæppet har vi ikke brugt længe. Skråstolene har vi ikke brugt siden de begyndte at sidde i højstolene for at spise. Så væk med dem!

Bunden i tremmesengen skal snart ned og det samme gælder bunden fra kravlegården. Om et par måneder er kravlegården sikker ikke aktuel mere.

Og om 4 måneder (!!) så er de begyndt i dagpleje og fylder snart 1 år. Min barsel er slut, jeg skal arbejde igen og endnu en ny hverdag skal til at indfinde sig.

Hvor er knappen henne som stopper tiden?
Den gemmer sig sikkert bag alt det rod vi har. Så tror da f.... at jeg ikke kan finde den.

tirsdag den 9. februar 2010

En lille gåde

Hvad er sjovere end at sove kl. 6.50 om morgenen?

At ligge og spytte på sin mor og hive hende i håret.

Det synes jeg faktisk er lidt frækt, når denne mor lige har sørget for, at man har fået en dejlig morgenflaske. OG ydermere har ladet en ligge ved sin side for at sove. Tænk bare på alt den varme og tryghed.

Men næææh, spyt og hive i håret er takken man får.
Det er skønt at være mor :-D

Godmorgen!

mandag den 8. februar 2010

Rod i oprydningen

Kender I det når man rydder op og så kommer til at rode en smule??
Nu kan jeg ikke finde fjernbetjeningen... Hm...

Jeg må lede videre. Gider virkelig ikke se endnu en genudsendelse af Americas Topmodel omgang nr 35.

søndag den 7. februar 2010

Så stop dog!

Ved I hvad jeg hader? H A D E R!

Når folk siger: "GUD! Du er jo gråhåret" eller varianten "Nej, hold da op, hvor har du mange grå hår".

Ja, jeg tror I ikke jeg ved det? Tror I jeg synes det er fantastisk? Tror I jeg gider høre om det? Lad dog for en i hulen være med at minde mig om det!
Hvorfor tror folk (familie, kollegaer, SVIGERMOR), at det er helt okay liiiige at gøre mig opmærksom på at de har set mine grå? Hvorfor overhovedet nævne det? Min kollega ragede mig i håret for at komme til at se lidt bedre. Helt ærlig!!

Jeg går da ikke rundt og minder min mor, svigermor eller kollega om, at de da vist nok liiiige har en rynke eller 25 i ansigtet (in all fairness, min mor har faktisk en enorm pæn hud. Please lad mig arve!!).

Så stop med at minde mig om mine grå!
Jeg synes det er langt sjovere (OG VENLIGERE) at få af vide, at jeg har en fin halskæde / bluse eller noget tredje på.

Stop dog!

fredag den 5. februar 2010

Ønske, drømme, ønske

Årh, det nye katalog fra Stof og Stil...

Jeg drømmer allerede om mønstre, lækre stoffer, prints og alle de ting jeg vil sy:

  • Sengetøj til drengene
  • Praktiske ting til hjemmet (har så mange ideer fra bloglandet af)
  • Forhænget der skal dække for hylderne i gangen
  • Tæpper og legeting til drengene
  • Små punge og hygge-pige-ting til mig selv (endnu flere ideer fra bloglandet af)
  • Gaver til andre (stadig ideer fra bloglandet)
Og jeg ved allerede hvad jeg ønsker mig fra Stof og Stil af:



Drengene skal snart op i juniordynerne, så det giver en fantastisk undskyldning for at lave sengetøj. Mens jeg var sygemeldt under graviditeten lavede jeg bl.a. sengetøj, så det projekt tør jeg godt kaste mig ud i igen. Tøj tør jeg slet ikke gå i gang med.

Tilgengæld skal stuen have nye pudebetræk og vi mangler et forhæng foran nogle hylder.
Flagranke til drengenes værelse. Måske et stort legetæppe til stuegulvet, så vi ikke behøver bruge vores slumretæppe hele tiden. Går og leger lidt med en ide til en holder til kogebøger til køkkenet.

Årh, jeg drømmer...
Måske skulle jeg bare ønske mig penge til min fødselsdag... Og tid.

tirsdag den 2. februar 2010

Bliv hjemme (!!) og spis risengrød.

Jamen, det gør vi så. Altså bliver hjemme.

Jeg kan nu heller ikke rigtig se hvad vi skulle tage ud for. Hvem gider ud i sådan et snevejr?
Næææh, så hellere blive hjemme og hygge i den varme stue. Mon den står på lidt varm kakao? Jeg tror det næsten.

Gider ikke en gang sætte et billede ind af hvordan det der ud her, for det ligner alle de andre snebilleder jeg har taget. Synes den her vinter er ved at blve lidt ensformig... Nå, det er nok bare mig.

Har kød liggende til en omgang millionbøf, men burde man egenlig ikke hellere spise noget som f.eks. risengrød i det her vejr?

Skidt pyt, der kommer nok en ny snestorm igen. Og SÅ skal vi have risengrød.

mandag den 1. februar 2010

Ekstrem Makeover

Hvis nu de der Ekstrem Makeover folk, helt uventet, kom forbi her, så ville jeg ønske at de:

  • Lagde håndklæderne ordenligt på plads på hylderne
  • Lagde tøj på plads
  • Ryddet op i køkkenet
  • Gjore hovedrengøring på badeværelset
  • Sorterede drengenes tøj
  • Vaskede vinduerne og gulvene
  • Fjernede og sorterede tøjet på soveværelsesgulvet
  • Skiftede sengetøj

Vi behøver nemlig ikke nyt køkken, vægge der skal rives ned eller kunstfærdige børnesenge der ligner racerbiler, for at lave en EKSTREME makeover. Næææh, ovenstånde liste kan så ment gøre det.

søndag den 31. januar 2010

Post eller ej!?!?

Trafikministeren foreslår, at posten fremover skal have længere udbringningstid og at der skal være postfrie mandage. Alt dette i email og den teknologiske udviklings navn.

Jeg tænker lidt... hvis posten er ved at blive overhælet af at teknologien, skulle man så ikke HØJNE servicen hos postvæsnet? Så kunne det jo være, at folk havde lyst til at sende et postkort i ny og næ.

Og jeg tror ministeten har glemt noget... INTERNETSHOPPING! Skal vi så vente op til en uge på det vi har bestilt?

Næææh, jeg synes måske man kunne tage fat på noget helt andet.
Hvad med at ministeren forslår, at posten ikke stjæler kundernes breve og pakker?!?

lørdag den 30. januar 2010

Sne, sne og sne

Posten og aviserne kommer ikke ud.
Alt flytrafik er indstillet.
Busser og taxa køre ikke
Generalforsamlinger, fødselsdagsfester og begravelser er aflyst.
Flere butikker holder lukket da personalet ikke kan komme frem.
Resturenter holder enten lukket eller åbner senere.
Maden til de ældre er enten forsinket eller man har måtte opgivet at bringe den ud.
Politiet køre kun ud med sneplov foran, som igen har en gummiged med grav foran sig.
Alt udkørsel frarådes.

Det nordlige Norge? Sibirien? Måske alaska??

Næææh, det er sådan set situationen på Bornholm i dag.
Svigerbornholmerne skulle have været på besøg i weekenden. Kommet i dag omkring kl 10.30 og så hjem i morgen eftermiddag. Men da færgeafgangen er aflyst og rykket til en af de andre færger, som så også er vildt forsinket, ja så aflyste de og kommer først næste weekend. Jeg ved heller ikke lige hvordan de skulle have været kommet ned til havnen under alle omstændigheder. Vejene bliver jo ikke ryddet.

Her på Bjerget er vi heller ikke gået ramt forbi. En 30 cm er det i hvert fald blevet til. Husfaderen var på loftet og fjerne fygesne og vores tur til svømmehallen er udsat til i morgen. Garagen og gården er dækket af sne, så limosinen bliver indenfor i dag.

Bilerne sumper rundt i sneen ude i krydset og baghjulene kan ikke rigtig følge med. De har vist nok været ude med sneploven... Vi kan ikke helt se det.

Så den står på indehygge i dag. Måske noget med... kakao, te, hjemmelavet boller, scones eller et pop til nabobageren efter noget fastelavnsnoget... Vi får se, vi får se.

Takket være vores nye vinduer og hoveddør, så er vi ikke frosset ihjel. Og det er da noget at være taknemmelig for!

Dilemma og hygge

Dagens dilemma:
Blive hjemme eller ud og gå en tur...




Og i går aftes så der sådan her ud på sofabordet


fredag den 29. januar 2010

Årh, æv altså

Kender du det når man køber noget, som man selv synes er SÅ genialt? Og så glæder man sig til at komme hjem og afprøve det?

I dag købte jeg en knage med en (nu bliver det altså teknisk!) hæng-over-døren-knage. Så knagen hænger over døren... Got it?



De skulle hænge indvendigt på døren ved vores garderode under trappen. Så kunne min taske nemlig hænge der! Jooo, jeg vidste bare at bornholmermanden ville elske ideen. Så slap han for se min taske ligge alle mulige steder.

Men så er døren f.... for bred. Så den kan ikke komme over døren. Æææææv! Faktisk er alle dørene for brede. CRAP!

Så nu bor den pt på døren der gemmer vaskemaskinen. Det var ikke lige planen.

onsdag den 27. januar 2010

Wupti - så'der mad

Savner du en fiks måde at arrangere din ugentlige madplan på?

Så kig lige på denne blog.
Den er da bare alt for fin, hva?

Tjekliste

Snevejr - Tjek

Kakao - Tjek

Fløde til flødeskum - Sprang det over da min sunde fornuft slog til

Romkugle - tjek
(hvis jeg nu skriver det med rigtig rigtig lille skrift, så er der nok ingen som ser det ;-) )

tirsdag den 26. januar 2010

Snevejr og tomt i skabene

Det bliver snevejr i morgen. Snevejr som i SNEVEJR!

Og så ved jeg godt hvad det betyder. Jep, under tæppet og med en stoooor kop varm kakao. Men jeg har ikke noget kakao... Eller flødeskum... Kun kakaodrys og det får man ikke så meget hygge for, æv! Men det har nabobageren heldigvis. så mon ikke hyggen i stuen er reddet? Jo, det tror jeg nok lige.

Problemet er jo bare, at når man så står der hos bageren... Så sælger de jo ikke kun kakaomælk og flødeskum. Min bager gør i hvert fald ikke. Og det kan virkelig godt være svært at se bagerdamen direkte i øjnene og sige "Nej tak, det var det hele". Det er SÅ svært. Prøv det næste gang du bare lige skal ned efter brød eller mælken til overpris.

Og jeg skal altså hverken have romkugler, linser, marzerintærter, kaffebrød eller scones. Nej, det skal jeg ikke. Der er ligesom en grund til, at vores skabe indeholder ingenting i øjeblikket. For så kan jeg ikke guffe det i mig.

Så måske skal jeg bare gå til bageren i morgen med lukket øjne, stikke damen en seddel hvor der står "Kakaomælk og 1/4 fløde og ikke andet" og så en 50'er.

Årh, jeg kunne bare så meget godt spise en romkugle... lige nu... og i morgen... Til min varme kakao...


Artbakery har denne lille lækre sag

lørdag den 23. januar 2010

Stikker?

Nu høre vi Mads og Monopolet igen og som sædvaneligt så sætter det sindet i kog her hjemme. Idylbjerget bliver forvandlet til "Den moralske Højborg".

Nu snakker de om spritkørsel og om man skal melde det til politiet, hvis man f.eks. ved at ens kollega køre fuld fra arbejdet. "Jeg vil jo ikke være en stikker..."

Stikker?!!? Vil du være medskyldig i mord da? Er det langt bedre?

Jeg synes ofte, at folk har sådan en frygt for at være "stikker". Hvorfor er "at være en stikker" så negativt ladet? HALLO! Der er forskel på at stikke nogle i forbindelse med fædrelandssikkerhed, og så stikke en kollega som er en potentiel morder.

Hvorfor har vi sådan en berøringsangst? Hvorfor lukker vi øjnene, holder os for ørerne og tænker "arh, det går jo nok"? Hvad er vi bange for? At såre en vi kender eller holder af?

Mon ikke familien til dem, som har mistet livet i trafikuheld, hvor der har været alkohol indblandet, ville ønske, at der havde været en stikker i selskabet?

Spørg dig selv om følgende:
Du ser en sen aften en ung gut der kaster en brosten gennem vinduet hos pizzariaet over på den anden side af vejen og sidenhen løber væk. Ringer du til politiet? If so, er du så en stikker?
Og hvor er forskellen mellem den situation og spritkørsel?

Jeg har det lokale politi's telefonnummer på speetdial på mobilen og jeg er ikke bange for at bruge det!

Ja, JEG er en stikker!

fredag den 22. januar 2010

What you want??

Jeg har gået og tænkt. Tænkt på hvad jeg egenlig vil med min blogg.

Når jeg suser rundt på andres bloggs, ser jeg temaer som:

Kreativitet
Opskrifter
Spar penge i hverdagen
Børn
Bloggdesigns
Hverdagen
Indretning
Mode

Indtil nu har jeg bare blogget om det der nu faldt mig ind.
Men så har jeg gået og tænkt lidt på om jeg skulle målrette mine indlæg. Skulle jeg lave en masse kreative ting (right hvornår har jeg tid til det??), snakke om mad (ej, gider ikke skrive alle de opskrifter), indretning (høhø, har I SET mit rod??), måske noget om at spare penge (Ja, dette er så min første måned i lang tid hvor dankortet ikke er ved at være i bund)...

Nå, jeg tænker stadig.
Måske skulle jeg bare holde mig til underlige tanker og hverdags ting...

Fortsættelse følger...


tirsdag den 19. januar 2010

Send mere tid og en symaskine, tak

Jeg glæder mig.
Glæder mig til jeg får mere tid.

Jeg vil så gerne hive symaskinen frem noget mere, men jeg kan ikke rigtig afse tid til det. Æv.
Under sygemeldningen og inden fødslen var jeg så vældig kreativ. Jeg lavede to sengerende, uro til puslebordet, dynbetræk, tæppe til kravlegården og små bamser.

Jeg har en masse ideer til ting jeg gerne vil sy, men tiden... Nårh ja og overskudet.
Efter drengene kom til har jeg lavet EN ting: En nøglering.

Drømmer også lidt om et sted hvor symaskinen permanent kan stå. Som det er nu, så står den på gulvet i et hjørne af stuen sammen med alt udstyret, stof og hvad jeg ellers har. Så skal den hives op på spisebordet og tingene skal bredes ud. Når vi så skal spise, så skal det hele pakkes ned igen. Men det kan desværre ikke være anderledens lige pt.

Den symaskine jeg bruger nu er min mors. Men jeg overvejer om jeg ikke skal anskaffe min egen. Jeg ved bare intet om symaskiner.

Hvilken skal jeg købe? Hvad skal jeg se efter? Nogle gode forslag?


Min fine hjemmelavet nøglering

Nu også med blog-frokost

Kan lige tilføje, at gårsdagens aftensmad også er helt fantastisk som frokost.

Overskydende ris i mikroen (som for en gangs skyld bruges til noget andet end flasker) og så tomatsalaten kold ved siden af. Jumjumjum!!

mandag den 18. januar 2010

Blog-aftensmad og fremtidscookies og scones

Vi fik god aftensmad. Rigtig god!!
Og opskriften var hentet her: Tea Rose Home
(kig lidt rundt på bloggen. Hun er for misundelsesværdig kreativ. Endte med at læse hele hendes blog igennem i går aftes!!)

Simpenhen en blog-aftensmad. For søren, hvor smagte det godt og kan klart anbefales.
Heldigvis fik jeg lavet alt for meget, så der er til frokost til mig i morgen.

Min plan for i morgen:
  • Blive hjemme
  • Nattøj hele dagen
  • Måske rydde op hvis jeg gider
  • Max hygge med drengene
  • Læse i min nye kogebog

Min netbank kunne fortælle mig, at jeg næsten ingen penge har brugt i januar (whaaaaat!?). Så jeg turde godt købe mig en kogebog på udsalg. Nu kan jeg rent faktisk godt lave mad, men det skader vel aldrig med lidt ny inspiration nu og da.

Desuden har den en opskrift på cookies og scones, som jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig at undlade at afprøve.

søndag den 17. januar 2010

Come on, hva?!?!

For noget tid siden købte vi en kopholder til barnevognen. Så kunne jeg går der og være "super smart mor med en flaske et eller andet eller en kop varm kakao".

På første tur ud i det lokale center som "smart mor med kopholder", ja så mister vi den møtrik og skrue som holder dimsen fast på styret. Smaaaart! Den var åbenbart ikke blevet strammet nok og da jeg så får stødt ind i noget, så falder skrue og møtrik ud.

Og vi leder hele centeret igennem. Skruen finder vi igen, men møtrikken er long gone. Too bad, 130 kr ud af vinduet. Kopholderen har pyntet i køkkenet siden da og ingen har kunne se hvor "smart mor" jeg var.

Lige indtil i dag.

For (handy)bornholmeren havde fundet en møtrik som han lige ville se om ikke passede til skruen. Og hvad finder han siddende i holderen på kopholderen... Den oprindelige møtrik.
Så den lille fyr var slet ikke faldet ud. Den havde bare siddet og puttet sig og holdt os alle sammen for nar. Come on, hva?!?



Smart ik?!? Kan også bruges til f.eks. cykel hvis man ikke lige er velsignet med en barnevogn/klapvogn. (link via billedet eller køb hos Babysam)

fredag den 15. januar 2010

En gammel ven fra skabet

Jeg har en fantastisk pusletaske. Den er perfekt til alt det crap jeg skal have med i mødregruppe, når vi skal til familie eller ligende. Den kan indeholde alt det jeg skal bruge til en tur ud af huset i en dags tid.
Men hvad så når jeg bare skal en tur over i centeret? Eller til lægen? Så gider jeg bare ikke slæbe skrumlet med. Så kom jeg i tanke om, at jeg jo havde min alm. taske, som måtte på ferie mens jeg var gravid. Den kan jo sagtens indeholde et par bleer, vådservietter, pung, kalender og etc.

True Story:
Jeg fik bækkenløsning allerede omkring uge 7 og ved uge 12 forbød min læge mig, at bruge min normale hverdagstaske (eller den som jeg nu brugte mest. Man skifter vel lidt ud nu og da ;-) ). Hun sagde faktisk at jeg skulle købe en ny og meget mindre taske. Jeg spurgte om jeg kunne få det på recept, for ellers ville bornholmeren ikke godtage en udvidelse af min taskesamling. Og det fik jeg, hehe.

Anywho, mega sidespring!

Jeg hev tasken frem fra skabet og den var proppet med alt muligt spændende, som jeg havde glemt alt om. Det er lidt sjovt, for indeholdet siger lidt om mit liv på det tidspunkt.

Da jeg har en forkærlighed for de der artikler med "hvad-hvem-har-i-deres-taske-"artikler, så skal jeg da ikke gå af vejen for at vise hvad min taske indeholdte da den blev sat på ferie i januar sidste år:



Emergency pung med: nivea creme, øjenskygge, mascara, lommetørklæder, neglefil og klipper, plaster, duftspray, hårclips og lommespejl.

Flybillet til Bornholm

En bon

Nøgle til kuffert og en papirclips (!?!?)

Skorenseservietter (smart, aldrig brugt)

To flybrækposer (Dagskvalme!!)

Gajoler (ondt i halsen?? Dagskvalme??)

torsdag den 14. januar 2010

Hjælp !!

Glem din "take-away latte", dit dameblad. Lad øjenskyggen som er på udsalg ligge.
Køb discount kaffen og brug mindre penge i en uge hos bageren.

De har mere brug for pengene end du har:

Sådan hjælper du ofrene i Haiti

Send en sms og støt de stakkels mennesker med enten 100 kr eller 150 kr.

onsdag den 13. januar 2010

Lokal klimaforandring 3

Øj, nu kan man jo være i vores entre og køkken igen uden at få forfrysninger! Det er jo fantastisk.

I går satte manden med hammeren og saven de sidste lister på og viste sit værk frem.
Jaaaaamenaltså! Det var jo ikke et øje tørt. Selv naboerne er helt vilde for at få lavet ny dør og vinduer (formanden mente endda, at hun skulle have lidt rabat. For hvad dog, dame?? Det er dig der har været 2 år om at beslutte at vi gerne må få skiftet døren).

Det er utroligt hvad sådan en gang isolering og ny dør og vinduer kan gøre ved et rum. Nu gider jeg rent faktisk være i mit eget køkken. Også når komfuret er slukket og ikke yder varme.

Og det hele er bare så fint og flot.
Tænk en gang, min hoveddør flugter nu med karmen og vi skal ikke længere trykke vores krop mod døren for at få den lukket rigtigt.

Så dejligt!!


Før:


Efter:

tirsdag den 12. januar 2010

Ej, hold nu op!

Ej, jeg bliver sgu lidt sur!

Overskrift set på en formiddagsavis's hjemmeside:
Sådan fik reality stjerne den perfekte krop - gik fra størrelse 38 til 34.

Oh my god!!
Er str. 38 nu heller ikke en ok størrelse længere? Og sig mig, hvem fanden kan være i en str 34 uden at knække midt over og uden at være under 14 år? Hvornår er str 14 år blevet en ok størrelse for en kvinde i midt 20'erne (gætter jeg på denne reality kvinde er)?

Gosh, hvor er det groteskt. Hvordan skal alle vi normale kvinder kunne være med?
Må man slet ikke drikke te med sukker, spise en romkugle, spise en peanut eller drikke en cola mere? Hvor stopper det?

Jeg synes bare det er helt vildt sindsygt.
Str 34... Humfh!?

mandag den 11. januar 2010

Lokal klimaforandring 2

De kom, så, larmede, lavede et hul og stoppede det til med en ny dør og nye vinduer. Jubiii!
I morgen retunere manden med hammeren og saven og sætter karm og afslutningslister op.

Det er bare blevet SÅ fint. Selv om inderkarmen mangler er det allerede meget bedre end den forrige dør. Og vi har fået dørspion. Endnu mere jubiii. Hader at åbne døren og ikke vide hvem det er for.

Naboerne var meget imponeret og synes det var pænt. Så nu går der nok inflation i skidet og alle vil have skiftet. Selv formanden som ellers mente at hendes løsning med at "stoppe vinduet ud med køkkenrulle" var fin nok. Hm hm!??!

Så i morgen kan jeg løfte sløret for hvordan vores nye invistering ser ud.
Uuuuuh, tænk at man kan glæde sig sådan over ny dør og vinduer.

søndag den 10. januar 2010

Lokal klimaforandring

I morgen skal jeg sige farvel til isbjørne og pingviner. Håber jeg!

Vi får skiftet vores hoveddør og køkkenvinduer som er pivutætte og meget meget skæve.
Det eneste sted dør og karm flugter er ved låsen. Og på køkkenvinduerne har vi været nødt til at sætte gummilister op... indvendigt på karmen! Meget kønt! Vinduet kan nemlig ikke lukkes hvis listen sættes mellem vindue og yderrammen som er det man nu en gang skal.

I små 2 år og af 3 omgange har vi kæmpet med bestyrelsen om at få lov og endelig har de vensignet os med deres godkendelse. Så i morgen kommer en mand, eller to, med en hammer og en meget stor sav og sætter ny dør og vinduer i.

Entreen og køkkenet var tilsammen en gennemsnitstemperatur på 15 grader og forventningen er aboslut, at den gerne skulle stige en 5 grader. Uuuh, tænk hvis vi rent faktisk kunne opholde os i køkkenet uden at skulle tage sutsko eller en tyk trøje på.

Så jeg har inviteret mig selv hjem til en fra mødregruppen og når jeg retunere til Idylbjerget, er det med klar forventning om et hjem som kan holde varmen. Altså når der lige er blevet varmet igennem.

Jøsses hvor jeg glæder mig. Og jeg har taget "før"-billeder så I kan se forskellen.

lørdag den 9. januar 2010

Krig og Fred

Elsker lørdag formiddag. Radioen er forudindstillet på p3 lørdag formiddag, for vi skal bare høre Mads og Monopolet.

Hvilken glimrende måde at få rystet op i sin egen moral og skændes med sin radio. Det er nemlig ofte sådan det forgår her hjemme. Nogle lørdage nikker vi samtyggende med monopolets meninger mens vi bider i rundstykket. Andre lørdage banker vi i bordet så marmeladen hopper i glasset og vi skriger "DET MENER I BARE IKKE!!".

Og vi morer os. Og måske lærer vi os selv bedre at kende.
For vi har da aldrig diskuteret før, om Bornholmeren må bestemme hvilken frisure jeg skal have. Vi blev forresten enige om, at vores hår bestemmer vi selv over. Men at den anden part da godt må have en mening om det.

Sådan kan vi blive klogere på os selv en lørdag formiddag.

Jeg har bare et ønske:
Hvor ville det være dejligt hvis vi kunne acceptere, at andre kan have en anden mening end os selv. Og jeg synes det kunne være rart hvis folk ikke ophøjede deres egen mening til at være den absolutte sandhed og eneste gældende. For det er sådan noget som starter krig og ufred.

Øj, hvor blev jeg lige filosofisk der!

Peace out ;-)

fredag den 8. januar 2010

torsdag den 7. januar 2010

Det gode er...

Det gode:
Det gode er, at Frederiks fod, som var lidt skæv fra fødslen af, nu er helt normal. Fyssen vil først se ham igen når han begynder at gå.
Frederik var i strålende humør og gad i hvert fald godt fremmede damer i dag.

Det dårlige:
Vi skulle være hos fyssen kl 13.30 og jeg vidste bare, at hvis vi skulle nå det, så skulle det hele bare klappe og gå smurt. Kl 13 burde vi være halvt på vej ud af døren, men det er vi ikke!

Drengene var lidt længere om at spise og Frederik var med sit strålende humør en værre drille pind. Det tog 100 år at få skiftet ballademageren fordi han snoede sig som en glat ål.
Og hvad gør drengen så liiiiige inden han skal have overtøj på og over i sin voksipose? Han gylper... og jeg mener GYLPER!! Hirsegrød med jordbær ud - over - det hele!!!
Det tog selvfølgelig tid at få skiftet tøj på ham for han gad da ikke. Og han skrald grinede imens.

Jeg havde ringede og advaret fyssen og vi nåede at blive 20 min forsinket.

Pointen med dagens historie:
Siden jeg er blevet mor er jeg stort set ikke kommet til tiden til noget som helst. Før "morskabet" var jeg altid irriterende 10 min før tid til alt. Sådan var jeg bare.
Men nu... uanset hvordan jeg planlægger det, så kommer jeg bare aldrig til tiden længere. Og sådan er det altså bare. Og sådan er det nok de næste 10 år.

Bare fordi

Se hvad jeg fik i går af min bornholmer:



Ikke nogen særlig grund. Bare sån' fordi!

onsdag den 6. januar 2010

Godmorgen

Helt stille i stuen, udover News der køre i baggrunden.
Savner lyskæden fra juletræet. Måske man skulle finde en trætop, kaste ind i stuen og ligge en lyskæde på.. Hmmm....

Dagens plan: Overlevelse.
Ej, min fætter og le grand bebé's gudfar kommer forbi. Måske med hans forlovede. Det kunne jeg ikke lige tyde ud af samtalen. Så jeg har taget den smørkage op af fryseren, som bare har ligget og ventet på lejligheden.
Fætter kunne ellers fortælle han havde talt med Egon i går! Hvis man bytter lidt om på tallene i mit telefonnr, så får man fat i Egon. De havde tilsyneladende haft en hyggelig samtale om hvem der skulle tale med hvem. Men Egon var en venlig ældre mand af "Lille ven"-typen, så der var ingen sure miner eller hard feelings. Og det er jo altid rart hvis man får ringet til en Egon, som man slet ikke skulle snakke med.

Nu snakker de om sneen igen på News... Jeg gad godt være sneet inde. Det er så voldsomt hyggeligt. Så er man tvunget til at lave ingenting og bare sidde og kigge ud af vinduet og tænke: Her er godt nok meget sne. Eller det kan jeg jo sådan set godt gøre nu. Jeg er bare ikke helt tvunget til det på samme måde som dem lidt mere nord for Idylbjerget. Men her ligger da nok sne til, at jeg bad min kæreste mand om at køre rigtig pænt på sin cykel. Jaja, sagde han.

Drengene har sovet så fint i nat. Der skulle lige administeres sut et par gange, men ellers ingen ekstra flaske eller putning hos mor og far. Så jeg starter dagen på et godt udgangspunkt. Lidt udhvilet og med morgenmad i maven. Nu håber jeg bare drengene godt gider sove lidt endnu. Og at min tekop på magisk vis fylder sig selv op.

tirsdag den 5. januar 2010

Back to life - back to reality

Øv...

Han tager på arbejdet i morgen. Jeg har ellers hele dagen prøvet at lokke ham til at blive hjemme, men der er ikke noget at gøre. Men kendsgerningen er, at Bornholmeren tager afsted kl 7 i morgen.

Øv...

Det er endda "kun" 14 dage han har været hjemme på ferie, men jeg har glemt alt om hvordan jeg passer le petit é le grand bebé alene. Vist nok noget med at jeg skal huske at stå op efter de har fået deres morgen flaske, og ikke bare snooze videre, hvis jeg skal nå at få morgenmad inden kl 10.
Og vist nok også noget med, at jeg godt kan regne med, at have ondt i ryggen i løbet af dagen. Så vidt jeg husker skal jeg vist nok også SELV, som i helt alene og kun mig, sterilisere flasker, lave mad, rydde op, skifte bleer, få til at sove og passe mine sønner.

Nøøøøj, det bliver hårdt!
Jeg forudseer en træt mig i morgen aften.

Øv!!

Det var den jul

Ja, så er julen vist slut.

mandag den 4. januar 2010

"Give away" - Sig og du skal få...

"Give away"! Tænk, at nogle frivilligt giver noget væk i dag. Er det ikke skønt?

Her i blog verdenen er jeg stødt på det igen og igen. Kreative (som regel) kvinder, som så generøst giver noget dejligt hjemmelavet væk, bare man lige har lyst til at skrive en lille hilsen til dem.
Jeg synes det er så dejligt, at nogle gider bruge tid på at lave noget selv og så give det væk. Sådan noget kunne vi godt bruge mere af i dag!!

Tænk, at man har så meget kreativ overskud og overskud af det kreative, at man har lyst til at give det væk. Det er en dejlig tanke.

Det er så sjældent at vi i dag møder sådan venlighed blandt folk man slet ikke kender.
F.eks. får jeg ofte et møgfald af folk jeg slet ikke kender når jeg er på arbejdet. Og det bare fordi jeg gør mit job. Jeg ved godt, at det ikke er personligt. Men tænk hvis de gav mig et knus i stedet for. Bare sådan fordi.

Tænk over det ;-)

Nå, men Krudtuglensmor har haft dejlig overskud til at lave en fiiin flagranke. Og den er helt gratis hvis man har heldet med sig. Det håber jeg, at jeg har. Den vil være forfærdelig pæn på drengenes værelse.



søndag den 3. januar 2010

Æv for arbejde!

Som en søndag aften tilbringes bedst:

NFL på tvet (amerikansk fodbold til de ikke inviet)
En kop te
Et stk chokoladekage fra bageren
To stk drenge der sover
Manden ved min side
Computeren i skødet og alle mine favorit blogs

Yeah baby!

Bornholmermanden har to, TO, dage tilbage af sin juleferie... NEEEEJ!! Blive hjemme! Tag ikke afsted!
Gosh, hvor kommer jeg til at savne at have ham hjemme. Det har været så skønt med et par ekstra sæt hænder til at lege, pusle, made, løfte, bære, nusse og passe drengene med. Jeg tror slet ikke jeg kan finde ud af at være alene med dem igen.

Jeg er også bare selv blevet opvartet mens han har været hjemme. Har sovet liiidt længere. Jeg har kunne koncentere mig om at få ryddet op, moset mad, været på nettet, slappet af. Vi har gået hyggeture i storcenteret og haft kvalitetstid som familie... Og som... alene ;-)
Årh, æv for arbejde og penge der SKAL tjenes. Æv!

fredag den 1. januar 2010

Vær' velkommen 2010

Serpentinerne hænger i gardinerne.
Champangeglassene står stadig på bordet.
Den sidste sjat champange er lige blevet drukket og det sidste kransekage spist.
Jeg er stadig i underkjole, uldsokker, morgenkåbe og en hårclips.
Jeg fik 1 times lur på sofaen mens der var skihop (stadig i ovennævnte outfit)
På tvet køre en eller anden film som manden, påstår, han ser.
Tørretumbleren hiver på elforsyningen og vi har kun juletræskæden som eneste belysning i stuen.
I aften skal vi have rester fra i går. Både mad og drikkelse.

Se det er den perfekte 1. januar!

I går havde vi den perfekte nytårsaften.
Drengene var i godt humør - as so var mor og far.
Maden var timet perfekt og super lækker (har aldrig spist under Dronningens nytårstale før).
Drengene sov hurtigt og vågnede ikke af fyrværkeriet (Hvordan kan det lade sig gøre??).
Vi hyggede med chips, god film, hvidvin og cola.
Champagnen var god og fyrværkeriet stort og flot.

Velkommen til 2010