En dag i detalier

Jeg sidder i bussen. Det er tirsdag. Jeg er på vej hjem fra VUC hvor jeg næsten lige er begyndt på fysik/kemi C.

Jeg sidder på en vinduesplads i chaufførens side og kigger sløvt ud af vinduet. På min walkmann har jeg radioen kørende. Klokken er næsten 15. Vejret er ret godt selv om det er midt september. Solen skinner og det er varmt.

Da klokken er 15 holder vi ind ved stoppestedet ved kiosken. Jeg er snart hjemme.
Radioavisen kommer på. Der er ikke noget særligt. 3 min senere er jeg hjemme.

Siger lige hej til familien. TV manden er der. Han skal sørge for, at jeg kan få et ordenligt tv signal på mit værelse på loftet. Indtil nu har jeg bare haft antennen fra campingvognen siddende ude på loftet. Signalet er pisse dårligt, så jeg er pænt excited over at der nu kommer et ordenligt signal.

Jeg går op på mit værelse, smider min taske, tænder for mit nye signal og slår over på tekst tv på tv2. Sætter mig tungt på sengen og begynder at læse.

"Et fly har ramt WTC"

Hm.... Hvad er det nu World Trade Center er? Min veninde har været der sidste år. Hun har et billede der fra. Er det ikke noget med at afdelinger af børsen ligger der?

Her er det et break i min hukommelse...

Ser jeg de første billeder på tv2 på mit værelse?
Går jeg ned i stuen for at sige de skal slå over på CNN?
Ser de det allerede da jeg kommer ned?

Hvor min hukommelse tager fat igen sidder vi alle i stuen og ser de to tårne brænde. Vi diskutere om begge tårne brænder. Åh gud, svajer de? Det samme gør Niels Brinch og Caroline Boserup. De diskutere. Vi diskutere.

Hvad er det her? Hvem gør sådan noget? Hvad med alle menneskerne? Var det.... krig?

TV manden går i gang med at installere antenne forbindelsen på min lillebrors værelse.
Og så.... så høre vi at Pentagon er ramt. Vi tænker det alle sammen. Vi holder vejret inden vi siger det.

3. verdenskrig.

Tårnene vælter... mennesker... overlever ikke. Oprydningen starter. Krigen? Den er begyndt. En krig som mit land den dag i dag er involveret i.

Aftensmaden bliver indtaget i stilhed. Jeg er sur fordi min familie ikke virker lige så påvirket som mig. Så snart vi har spist sidder jeg foran tv'et igen.

Jeg laver stort set ikke andet de næsten par dage end at være ked af det, se tv, tænke over livet.
Og sådan har jeg det stort set altid på denne dag...

11. september.