En proces med afbrud

Jeg elsker at skrive. Jeg har så svært ved at fatte mig i korthed, som I nok også har bemærket her. Jeg elsker at beskrive, forklare og sikre mig, at folk mærker og føler det jeg vil have dem til.

Jeg skriver romaner. Eller altså, jeg skriver historier. Ikke noget der udgives, for de bliver aldrig færdige. Det starter som regel med en følelse, en dagdrøm, en natdrøm, en sang. Så går jeg og tænker og tænker. Dagdrømmer. Tænker på det når jeg skal sove. Tænker på det hele tiden. Skriver ikke noget ned. Det hele får lov til at bygge op. Gerne i lidt lang tid. Og når jeg ikke længere kan holde tilbage, SÅ skriver jeg. Og så skriver jeg også! Hele tiden.

Det er der hvor jeg er lige nu. Jeg skal skrive. Hele tiden. Jeg har slet ikke lyst til at holde op. Det rumler i maven og klør i fingerspidserne for at få følelser og ord ud.

Jeg fik en ide for noget siden. Og nu er jeg kommet der til hvor det bare skal ud.
Men gud, hvor er det svært at sætte sig ned og skrive i 4 timer når man har to små drenge. Det bliver højst til 1½ time af gangen og det er hvis jeg er heldig. Tilgengæld er jeg også ret produktiv synes jeg selv. Så jeg glæder mig til, at drengene selv kan lege lidt længere af gangen og jeg kan skrive lidt mere.