Gylp min dreng, gylp

Jeg havde ellers et fint indlæg i tankerne, men ender med at skrive noget som jeg aldrig havde regner med.

Jeg fik vovet mig ud og på vej mod Kvickly møder jeg en mor fra det tvillingefødselsforberedelseshold (VIRKELIG LANGT ORD!)jeg gik på. Hun spørg om jeg har hørt det om X. Næææh, det havde jeg nu ikke lige.

X havde mistet den ene af sine tvillingedøtre. 3 måneder gammel... Eller 3 måneder ung. Vuggedød... Den mest meningsløse og mystiske død af dem alle.
Nu er jeg sådan et menneske, som tror på, at der er en grund til alt. Men den er GODT NOK svær at finde her.

På vej hjem kørte det i mine tanker. Over og over igen. Billeder jeg ikke vil dele med Jer. Om den ene pige der startede livet som del af noget, som hun aldrig kommer til at kende.

Mp3 spilleren skifter fra blød pop til optimistisk lovsang. Open The Eyes Of My Heart, Lord.
Jeg møder min bornholmer mand på vej hjem. Da jeg ser ham, påvirker tabet af den lille pige, som jeg aldrig har kendt, mig pludselig helt ind i hjertet og jeg græder.

Så ved I hvad, mine drenge?
Bare gylp, mit lille pus. Mor's lille prut, bare vågn efter 30 mins søvn.
For jeg er glad for jeg har jer... Og at jeg kan kramme Jer.

Så gylp min dreng, bare gylp.