fredag den 11. december 2009

At lære en lektie

Sikke nogle dage jeg har haft her på det sidste.
Synes mine indlæg har været så negative. Men sådan er det jo nogle gange.

Faktisk var i dag også sådan. Negativ altså. Eller nej, nu ser jeg det positive i det! Jeg har nemlig lært noget i dag. Ja, det har jeg. Jeg er blevet mor-lærdom rigere og det er positivt. For nogle gange skal man bare gennem den der tjørnehæk for at komme til at kysse prinsessen. Ikke fordi jeg skal kysse nogle prinsesser, men I forstår.

Det startede i går...
Drengene blev vaccineret og ja, de har reageret præcis som ved forrige vaccination. De blev skide syge, de små puslinger. Kors altså. Og jeg var alene hjemme med dem. Og det var så lektien! Aldrig mere vaccination på en dag som IKKE er fredag!!

Det har bare været verdens hårdeste dag. Jeg har været på den helt store tvillingemor test. Frederik har igen haft det værst med 39 i feber. Han har været pjevset, ikke smilet og grint som han plejer, bare været ked af det. Og grædt. Men rigtige tåre :-(
På et tidspunkt lå han på sofaen med sin sut, pakket ind i et tæppe og bare græd lige så stille med tårene løbende. Og jeg kunne ikke gøre noget, for jeg var ved at skifte Nikolaj. ÅRH, hvorfor Gud?!? Jeg var ved at revne! Og sådan har hele dagen været. Nikolaj havde jo også krav på at blive nusset om, for han havde det jo også skidt. Han græd bare ikke.
Nikolaj ville da i det mindste sove. Det ville Frederik ikke. Han sov tre lure af 2 min, 10 min og 20 min. Til sidst var han så udkørt af at græde og træthed, at han kollapsede på min arm og sov 2 timer.

Så kom far hjem. Og lektie nr 2: Jeg elsker min bornholmer! Han havde nemlig brugt ventetiden på toget på at købe to pølsehorn til mig, fordi han regnede med, at jeg intet havde fået at spise i dag. Han havde ret.

Feberen er på vej ned, drengene faldt hurtigt i søvn og vi havde lige 2 timer sammen foran fjernsynet. Stuen er ryddet op, flaskerne er steriliseret og jeg fik lige styr på de 4 bunker jeg havde nået at lave på spisebordet.

I aften går jeg i seng uden at være stresset. Og i morgen vil jeg kysse og kramme mine drenge en ekstra gang. Måske to.

Uh, ps.
Da vi var i gang med at putte drengene, nusser faderen en meget træt Frederik lidt på øret og siger til ham "Ved du, at du er elsket?". Ja, gu' fik jeg tåre i øjnene!

1 kommentar: