onsdag den 23. december 2009

Glædelig jul

Her er stille.
Drengene sover, på Ramasjang sover de, bornholmeren er lige gået i seng.
Lysene på juletræet er tændte, julegaverne er pakket ind og står allerede ude hos mine forældre.
Tasken er halvt pakket med drengenes tøj. Nu mangler vi bare de voksnes tøj, drengenes legetøj og så div. ting som drengenes flasker, mos og duniposerne.
Der er ikke noget godt i fjernsynet, så der køre et program på sverige om månelandningen som jeg har set på DR2.

Jeg sidder i ro og helt alene. Sidder med et glas vand og et halvt horn med marzipan, som jeg købte da jeg var forbi torvet. Hende med prinsesseboden var der. Hendes brød er himmelsk. Husbonden tog den anden halvdel af hornet inden han smuttede i seng.

Jeg har kvalme. Det kommer nok af lidt stress, nervøsitet over hvordan det vil gå i morgen og lidt for meget chokolade fra gavepakkerne. Min elskede mener det er fordi jeg ikke har drukket nok i dag. Han har ret.

Jeg har haft lidt travlt. Havde set frem til en rolig dag hjemme. Jeg burde vide bedre.
Pakke gaver ind, passe børn mens husbonden var ude efter gave til mig, så mig i byen for at handle ind - hente min arbejdsjulegave - bytte en elefanthue der var for lille, lave mos, pakke taske.

Inden man får børn fatter man bare slet ikke hvor lidt tid man har. Det var sådan noget jeg hadet at få afvide da jeg var gravid. Men det er desværre rigtig nok. Aldrig et ledigt øjeblik; aldrig tid til mig selv.

Men nu er jeg så alene. De sene aftentimer er mine. Her kan jeg geare ned og slappe af. Hvile ørerne og kroppen. Det er bare et dumt tidspunkt, for jeg er træt og burde gå i seng i stedet for.
Men så bliver jeg så filosofisk og må have det ud gennem fingerne.

I morgen er det juleaften. Og det er mine drenges første jul. Og det er hvid jul.
Rigtig rigtig glædelig jul alle sammen.

2 kommentarer:

  1. Åh hvor jeg kender det... Altså aften er min. Ro i mine øre... Jeg er bare altid så flad. Jeg magter mere efter en hel dag... Og jeg har kun en... Jeg skulle jo nærmest skamme mig... Sidde her og ynke og klynke... Jeg forstår dig så godt! God jul!

    SvarSlet
  2. Jeg håber I har haft en rigtig god jul med drengene - og dejligt det blev en hvid en af slagsen :)

    SvarSlet