Jeg er træt...
Og sur...
Træt fordi... Ja...
Sur over noget svigermekanikhalløj-familie ting hvor vi, bornholmeren og jeg, er uenige og ikke har fået talt ordenligt om det og... I ved hvordan det er.
Min ryg er ved at tage livet af mig. Bogstavelig talt!
Ved lægen i dag spurgte jeg hende om hun ikke kunne lave en henvisning til en fysioterapeut. Men lægen var en halv time bag ud, så der var ikke tid. Men hun kunne da lige book en tid til mig!? Måske en morgentid? Og DER... Lige præcis der, blev jeg igen mødt af en som intet aner om at være tvillingemor.
For jeg kan ikke bare tage en tid og sige ok. Det skal planlægges. Det tager 100 år, at komme ud at døren. Det skal planlægges mht. måltiderne, jeg skal have skiftet to, puttet to i tøjet og i voksiposerne. Det tager omkring 20 min at gå til lægen (ingen bil, remember) og så liiiige op på 3. sal til lægen med to drenge som tilsammen vejer, 13 kg. Årh, fik jeg nævnt min dårlige ryg?
Inden jeg når hjem igen er det madtid endnu en gang. Jeg orker det bare ikke.
Så sådan nogle ting skal altså planlægges. Det vil sige, at jeg ikke kommer til lægen i nær fremtid. Og jeg får mere og mere ondt i den skide ryg. Det gør endda ondt i armene også nu. Og i benene fordi jeg kompensere.
Nogle gange ville jeg ønske, at tvillinger kom med en barnepige.
Men det bedste var nu da lægen sagde "bare vent til de kan gå, så bliver det værre for så smutter de hver deres vej". Ja dame, men så kan de GÅ! Gå som i, jeg behøver ikke bære dem!
Nu vil jeg GÅ i seng.
Og så vil jeg vågne i morgen og forhåbenlig have to friske drenge der ikke har været det minste påvirket af vaccinationen (selv om de var lidt pylleret her til aften).
Hvor jeg kender det... det med at alt skal planlægges... Sidst kom jeg for sent til lægen og så havde hun taget en anden ind på et afbud, forbi jeg kom 2 min for sent. William havde lige præcis skidt jeg selv op af ryggen inden jeg skulle ud af døren ( Det er han i øvrigt mester i, når han er pakket i fleecedrageten og sat i autostolen ). Jeg kunne tude da jeg stod deroppe... Det var nemlig midt i Williams kolik tid, så lunten var lidt kort... Og bare tanken om at gå med uforrettet sag og så komme igen en anden dag. Det kunne jeg slet ikke overskue. Og jeg har endda kun en...
SvarSletÅrh, hvor trist! Kunne hun ikke tage dig ind bagefter? Husbonden blev skide stresset over at vi var ved at komme for sent og jeg snerrede bare af ham "du kan godt vende dig til at komme kronisk for sent de næste 15 år". Før var jeg altid så punktlig, men det er bare umuligt at komme til tiden uanset hvor tidlig man tager hjemme fra.
SvarSlet