Dette sidste indlæg i 2009 vil jeg bruge til at ære en mand.
En mand som jeg føler jeg personlig har mistet. Men han har aldrig været "min".
Mange andre har mistet så meget mere end jeg nogensinde kan påstå JEG har, da denne mand døde.
Men uanset hvordan det vendes og drejes, så har han haft en indflydelse på mit liv.
For jeg delt så mange glæde og sorger ved hans ord og musik, jeg har haft mit teenageværelse fyldt med ham, har måtte forsvare ham stort set altid og har altid troet på ham.
Når samtalen er faldet på ham og folk begynder at blive liiiidt for smarte siger jeg altid: "Du ønsker virkelig ikke at diskutere med mig. For jeg slår dig i et hvert argument".
Michael Jackson
At han skulle dø så pludseligt og så ung, havde jeg aldrig troet.
At mine børn aldrig vil komme til at opleve ham som jeg har gjort ærger mig.
Men jeg glæder mig over den samling af musik med han jeg har stående.
Jeg glæder mig over, at have set ham to gange.
Jeg praler med, at jeg virkelig KAN moonwalke.
Jeg var højgravid den dag han så uretfærdigt døde.
Jeg var mor den dag verden deltog i hans mindehøjtidelighed.
Jeg husker gråden fra begge dage.
Og jeg ved, at han moonwalker på sin sky.
Og jeg ved, at han har fred.
Fred... Måske for aller første gang.
Ære være hans minde.
Meget rørende indlæg. Og jeg er helt sikker på at du har ret. tror at han, for første gang, har fået fred.
SvarSletTak for det :-)
SvarSletJa, jeg er enig... Det kan godt være, han havde mange dejlige oplevelser i sit liv, men han havde helt sikkert også mange sorger, og selvfølgelig er det dybt ulykkeligt, at manden skal dø, før han får lov at være i fred. Jeg håber, han danser rundt på sin sky, nyder sine børn på afstand og oplever ægte glæde ved at se, at DE - modsat han - kan få lov at være børn og være sig selv. Jeg krydser fingre...
SvarSlet