Nu er det ikke meningen at dette indlæg skal lyde som en "vi er super gode her hjemme og gør altid det rigtige"-sang. Det er mere en observation jeg gjorde i går.
Vi prøver at have et rimelig afslappet forhold til om drengene spiser aftensmad eller ej. For det første får de rigtig god varm og hjemmelave mad i vuggestuen hver dag. Så hvis de ikke gider spise hakkebøf til aften, så er det nok fordi de har proppet sig med tærte i vuggestuen.
Men vi er også af den overbevisning af ingen børn i Danmark dør af sult, så hvis drengene er sultne så spiser de! Derfor presser vi dem aldrig til at spise om aftenen og vi snakker ikke om det konstant. Når vi selv tager fra fad og gryde tilbyder vi samtidig drengene, men uden pres. "Vil du have majs?" "Prøv at se en stor kartoffel, skal du have den? Så kan du selv skære den ud."
Lidt opmundring, men aldrig med pres. Siger de nej, så ok.
Sådan er det ikke når vores forældre spiser med. Absolut ikke. De er SÅ bekymret når drengene kun spiser ærter og sovs eller en halv frikadelle med lidt dressing. "Spis nu." "Spis din kartoffel." "Skal du slet ikke have noget kødsosv? Prøv at se morfar spiser kødsovs." "Du har jo næsten ikke spist noget!"
Med et lille smil på læben, må jeg bare betragte hvordan deres forsøg bare aldrig virker. Faktisk sker det modsatte som regel. Drengene bliver modsat og skal i hvert fald ikke have noget. Hele måltidet skal vi snakke om hvorfor drengene ikke spiser det bedsteforældrene synes de skal spise.
Jeg tror mere på at vi skal snakke om noget andet ved bordet. Fokus væk fra maden og så kommer det. Ofte så får de pludselig lyst til mere pasta, sovsen de ikke ville have før eller også skal de lige prøve en kartoffel. Nogle gange skal vi 5 minutter ind i måltidet før de begynder at rå æde. Og faktisk går de aldrig fra bordet uden at have spist noget.
Bare en betragtning over hvordan generationerne ser på tingene og hvad der virker. Just saying.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar