Fuck sygdom!

Jeg er så pisse træt! Drengene er syge... IGEN!

Eller det vil sige, de har faktisk ikke været så meget syge. Det har bare ligget lige op af hinanden. 3 uger med skoldkopper og så nu forkølelse og feber.

Jeg savner mit familieliv som indeholder glade børn, børn der vil lege og ikke gider sidde i sofaen. Jeg vil ud og se på julegaver! Jeg vil ud af nattøjet og jeg vil huske at spise og ikke kun fodre drengene. Jeg vil have børn som sover ordenligt og ikke skal hænge hele tiden.

Jeg vil have børn der fortæller mig at fuglen siger pip og at man siger hallo når man tager telefonen. Børn der kommer med en bog som vi skal læse.

Jeg gider ikke tage flere barnsyg dage og jeg er så træt af at skændes med manden fordi vi begge to er trætte og kun tænker på syge børn.

Gider ikke mere sygdom!

For det første...

Mit job er... Ja... det eksistere da for jeg får stadig løn.
Min ene søn har opført sig underligt hele aftenen og ville kun spise ketchup?!
Den anden søn lavede ballade og klemte fingeren i lågen til vaskemaskinen.
Vi ved stadig ikke hvilket nyt køleskab vi skal købe.
Vi skal have gæster på lørdag og jeg ved faktisk ikke om det er realistisk at kunne nå at rydde inden.
Jul!? Årh, for fanden! Skal have hevet pynten frem, lavet dekorationer og skrevet kort.
I morgen skal vi have kartoffelmos og millionbøf. Gad vide om drengene gider at spise det?

10 år!

10 år!

I dag for 10 år siden besluttede bornholmeren og jeg, at vi egenlig nok var kærester. Er det ikke vildt!? Det synes jeg. Og jeg husker det jo selvfølgelig som var det i går. Hvordan jeg lå i min seng under dynen, med fødderne plantet på væggen og snakkede i min (nu dybt forælde og aller førstet) Nokia mobiltelefon til kl 4.20 om morgenen. Jeg skulle altså op og på arbejdet næste dag!
Jeg var så ung og vidste ikke en skid om noget som helst.

Og her sidder vi så 10 år senere. I nattøj, drengene sover til middag, legetøjet bor over hele stuegulvet, vasketøjet står i stuen og skal tages ned og ligges sammen. Det trænger til en gevaldig oprydning i det hele taget!

Jeg ville rigtig gerne have været ude og spise i aften. Alene med manden, sån' rigtig voksen agtigt med vin og 3 retter. Men barnepiger 1 kunne ikke alligevel, barnepiger 2 skulle arbejde og... ja, så var der ikke flere tilbage. Så nu sidder jeg og tænker om vi skal tage på familierestaurant i aften alle 4, eller om vi skal bestille noget kvalitets take away. Og så kunne jeg jo lige ligge hvidvinen på køl med det samme.

Attention

Må jeg lige gøre opmærksom på, hvor meget jeg glæder mig over at have min mand hjemme igen efter han har været en uge på kursus i Italien?!?

Og at jeg glæder mig tilsvarende til, at svigerbornholmerne tager hjem i morgen efter at have boet her i en uge!!!!!

En dag i detalier

Jeg sidder i bussen. Det er tirsdag. Jeg er på vej hjem fra VUC hvor jeg næsten lige er begyndt på fysik/kemi C.

Jeg sidder på en vinduesplads i chaufførens side og kigger sløvt ud af vinduet. På min walkmann har jeg radioen kørende. Klokken er næsten 15. Vejret er ret godt selv om det er midt september. Solen skinner og det er varmt.

Da klokken er 15 holder vi ind ved stoppestedet ved kiosken. Jeg er snart hjemme.
Radioavisen kommer på. Der er ikke noget særligt. 3 min senere er jeg hjemme.

Siger lige hej til familien. TV manden er der. Han skal sørge for, at jeg kan få et ordenligt tv signal på mit værelse på loftet. Indtil nu har jeg bare haft antennen fra campingvognen siddende ude på loftet. Signalet er pisse dårligt, så jeg er pænt excited over at der nu kommer et ordenligt signal.

Jeg går op på mit værelse, smider min taske, tænder for mit nye signal og slår over på tekst tv på tv2. Sætter mig tungt på sengen og begynder at læse.

"Et fly har ramt WTC"

Hm.... Hvad er det nu World Trade Center er? Min veninde har været der sidste år. Hun har et billede der fra. Er det ikke noget med at afdelinger af børsen ligger der?

Her er det et break i min hukommelse...

Ser jeg de første billeder på tv2 på mit værelse?
Går jeg ned i stuen for at sige de skal slå over på CNN?
Ser de det allerede da jeg kommer ned?

Hvor min hukommelse tager fat igen sidder vi alle i stuen og ser de to tårne brænde. Vi diskutere om begge tårne brænder. Åh gud, svajer de? Det samme gør Niels Brinch og Caroline Boserup. De diskutere. Vi diskutere.

Hvad er det her? Hvem gør sådan noget? Hvad med alle menneskerne? Var det.... krig?

TV manden går i gang med at installere antenne forbindelsen på min lillebrors værelse.
Og så.... så høre vi at Pentagon er ramt. Vi tænker det alle sammen. Vi holder vejret inden vi siger det.

3. verdenskrig.

Tårnene vælter... mennesker... overlever ikke. Oprydningen starter. Krigen? Den er begyndt. En krig som mit land den dag i dag er involveret i.

Aftensmaden bliver indtaget i stilhed. Jeg er sur fordi min familie ikke virker lige så påvirket som mig. Så snart vi har spist sidder jeg foran tv'et igen.

Jeg laver stort set ikke andet de næsten par dage end at være ked af det, se tv, tænke over livet.
Og sådan har jeg det stort set altid på denne dag...

11. september.

At hjælpe eller ej

Jeg faldt i dag... ikke for en underskøn mand eller i en gryde med trylledrik.

Nej, jeg faldt lige på gulvet og foran 6 af mine kollegaer. Og det var så pinligt og det gjore så ondt.

Men det jeg ville ind på er, at der var ingen af dem som sprang op af deres stole og hjalp mig. Hvorfor fanden hjælper vi ikke hvis vi ser en der falder? Okay midt på gågaden er der nok ikke så mange af os der måske ville springe frem og hive en fremmede dame op på benene igen, men... mine kollegaer...! De kunne da godt have strakt mig en hånd.

Det var jo ikke fordi de ignorerede mig, eller grinte. De sagde sødt "Ov, det gjore vist ondt" og "Nej, der slog du dig vist."

Men de blev bare siddende og gloede på jeg rodede rundt på gulvet.

Jeg snerrede lidt at "I jo ikke behøvede at hjælpe". De sagde ikke rigtig noget...

Men... Helt ærligt! Kan vi nu ikke en gang give en kollega en hjælpende hånd mere?

War - what is it good for - ABSOLUTLY NOTHING!

Jeg hader krig! Jeg FUCKING hader krig!!

Hvad skal vi med det? Hvorfor skal vi være der? Hvorfor skal vi miste dem vi elsker i krig?

Vi sidder og der dokumentar på DR1. Dokumentar om de børn, søskende, kærester, ægtemænd, børnebørn, venner og elskede som har måtte betale den højeste pris for noget som ikke en gang er startet af dem selv.

Jeg græder som pisket og bliver bare endnu mere overbevist om, at krig er alt for forkert. Det er en krig jeg ikke tror på. Det er en krig jeg aldrig har ønsket. Det er en krig hvor jeg kunne have mistet min egen bror.

Hvordan skal man som forældre, ægtefælle, kæreste, søskende, bedsteforældre, ven... hvordan skal man kunne fatte at krig har taget den man elsker?

Jeg hader krig!