Helt almindelig torsdag aften.
Hun: Jeg har lyst til popcorn. Hvis jeg laver popcorn spiser du så nogle?
Ham: Jeg tager nok et par stykker.
Hun: Et par stykker? Så gider jeg ikke.
½ time efter...
Ham: Du må gerne lave popcorn.
Og sådan blev det.
Popcorn på en helt almindelig torsdag aften. Og nu er skålen næsten tom.
torsdag den 5. november 2009
ARH, sørens også!
Så skete det! Det måtte jo komme, jeg mener... Der har været optræk til det længe. Men i dag kunne jeg ikke længere flygte fra den... AMMEHJERNEN! og indrømmet: Jeg har glemt noget. Ikke bare noget, men nogen. Og det er så frygtelig pinligt, synes jeg.
Jeg havde glemt min tvillingemødregruppe! Ikke glemt dem som "Hvem er de", ikke glemt dem som "Hvor er de henne". Nej, den værste glemt af slagsen. Jeg havde glemt, at jeg ikke havde husket, at få aflyst dagens møde. Og endda her hos mig... Ja, det giver jo nok sig selv egenlig.
Vi skulle have mødtes her sidste torsdag, men der var forkølelsen sat ind og jeg måtte aflyse. Forslog selv, at vi rykkede det en uge. Regnede jo med at være rask. Men nooooo, det var jeg jo ikke. Og min ammehjerne har helt glemt alt om 6 tvillinger, tre mødre og en masse hygge. Snotten går ind, hukommelsen ud.
Ammehjernen har ligget på lur længe, men jeg er hver gang blevet reddet, er kommet i tanke om det eller er blevet mindet på det. Bare ikke i dag.
Her til morgen lå så en sms fra den ene af dem. Hun ville lige høre om det blev til noget i dag. Hun glædet sig og havde endda lavet quiche. Eeej, den sorteste og dårligste samvittighed tog straks bo i min krop og jeg blev så frygtelig ked af det. Ked af at have glemt det og ked af ikke at kunne få smagt den, helt sikker, fantastiske quiche.
Jeg undskyldte MEGET via sms og fik en sød sms retur med ok og god bedring.
Men søren også altså! Og ÆV!
Jeg havde glemt min tvillingemødregruppe! Ikke glemt dem som "Hvem er de", ikke glemt dem som "Hvor er de henne". Nej, den værste glemt af slagsen. Jeg havde glemt, at jeg ikke havde husket, at få aflyst dagens møde. Og endda her hos mig... Ja, det giver jo nok sig selv egenlig.
Vi skulle have mødtes her sidste torsdag, men der var forkølelsen sat ind og jeg måtte aflyse. Forslog selv, at vi rykkede det en uge. Regnede jo med at være rask. Men nooooo, det var jeg jo ikke. Og min ammehjerne har helt glemt alt om 6 tvillinger, tre mødre og en masse hygge. Snotten går ind, hukommelsen ud.
Ammehjernen har ligget på lur længe, men jeg er hver gang blevet reddet, er kommet i tanke om det eller er blevet mindet på det. Bare ikke i dag.
Her til morgen lå så en sms fra den ene af dem. Hun ville lige høre om det blev til noget i dag. Hun glædet sig og havde endda lavet quiche. Eeej, den sorteste og dårligste samvittighed tog straks bo i min krop og jeg blev så frygtelig ked af det. Ked af at have glemt det og ked af ikke at kunne få smagt den, helt sikker, fantastiske quiche.
Jeg undskyldte MEGET via sms og fik en sød sms retur med ok og god bedring.
Men søren også altså! Og ÆV!
onsdag den 4. november 2009
Its a celebration!
Jeg holder en fest. En fest i en kop!
Varm Mathilde kakao, rigtig flødeskum og kakaodrys på toppen. I min store store Starbucks kop. Oh yeah, baby.
Og der er nok at fejre. F.eks. dette efterår/vinters første sne! Den første sne mine sønner har set. Og de så på mig, så ud af vinduet igen, tilbage på mig og virkede som om de tænkte: Det er sgu i orden det der. Jeg satte dem foran vinduet i deres skråstole. De er jo egenlig ligeglade, men hey, det er jeg ikke.
Noget andet om sne og november. Sidste års første efterårs/vinter sne faldt også i november. Mere præcist d. 21. november. Det var den dag vi fik afvide, at vi ventede på to børn og ikke bare et.
Og sådan er livet nogle gange. Dobbelt op.
Varm Mathilde kakao, rigtig flødeskum og kakaodrys på toppen. I min store store Starbucks kop. Oh yeah, baby.
Og der er nok at fejre. F.eks. dette efterår/vinters første sne! Den første sne mine sønner har set. Og de så på mig, så ud af vinduet igen, tilbage på mig og virkede som om de tænkte: Det er sgu i orden det der. Jeg satte dem foran vinduet i deres skråstole. De er jo egenlig ligeglade, men hey, det er jeg ikke.
Noget andet om sne og november. Sidste års første efterårs/vinter sne faldt også i november. Mere præcist d. 21. november. Det var den dag vi fik afvide, at vi ventede på to børn og ikke bare et.
Og sådan er livet nogle gange. Dobbelt op.
tirsdag den 3. november 2009
En forkølet tænker
Lad det være sagt med det samme - Jeg er en tænker!
Jeg tænker tanker, i billeder, i musik, i historier. Jeg kan slet ikke lade være.
F.eks. har det taget mig stort set hele dagen at få layoutet her til at passe, for jeg har prøvet 100 forskellige baggrunde og billeder. Så om to dage har jeg sikkert ændret det hele igen.
Jeg har også allerede de første 10 indlæg i tankerne.
Men sådan er jeg - en tænker.
Noget jeg også er, er forkølet. Og det er surt! Rigtig surt.
Når man er mor til to små drenge på 4 måneder som kræver opmærksomhed og samtidig møg forkølet på 7. dagen, ja så er moderrollen lidt... udfordrende.
Håndsprit er min bedste ven, men jeg synes ikke den giver så meget igen som jeg giver den. På plus siden, så snotter drengene ikke så meget mere og det er jo positivt i sig selv. Nu mangler vi bare moren. Min sundhedsplejerske sagde "Arh, moren bliver sjældent syg. Eller også så bliver hun det når de andre er blevet rask". Hm... Mon moren overhovedet BLIVER rask igen?!
Jeg havde en ginial ide om, at opholde mig i dobbeltsengen under dynen. Så kunne vi (drengene og jeg) lege i sengen og leve vores hverdag der indtil dårligdommen havde forladt mig. Synes selv det var en super ide. Det synes Nikolaj ikke.
Han sov rigtig skidt til formiddag og middagsluren gad han ikke. Hver gang jeg lagde ham på sengen for at nusse eller lege skreg han. Måske troede han, at han nu skulle sove igen.
Så jeg flyttede det hele ned i stuen. Drenge, snotklude og mig selv.
Hvorfor havde jeg ikke gjort det noget før? Drengene nød at komme i kravlegården og lege. Mor og fars seng er åbenbart meget kedelig.
De sov fantastisk i deres voksiposer på stuegulvet, som altid. Selv jeg fik lige 1½ time på sofaen.
Succes!!
Jeg tænker tanker, i billeder, i musik, i historier. Jeg kan slet ikke lade være.
F.eks. har det taget mig stort set hele dagen at få layoutet her til at passe, for jeg har prøvet 100 forskellige baggrunde og billeder. Så om to dage har jeg sikkert ændret det hele igen.
Jeg har også allerede de første 10 indlæg i tankerne.
Men sådan er jeg - en tænker.
Noget jeg også er, er forkølet. Og det er surt! Rigtig surt.
Når man er mor til to små drenge på 4 måneder som kræver opmærksomhed og samtidig møg forkølet på 7. dagen, ja så er moderrollen lidt... udfordrende.
Håndsprit er min bedste ven, men jeg synes ikke den giver så meget igen som jeg giver den. På plus siden, så snotter drengene ikke så meget mere og det er jo positivt i sig selv. Nu mangler vi bare moren. Min sundhedsplejerske sagde "Arh, moren bliver sjældent syg. Eller også så bliver hun det når de andre er blevet rask". Hm... Mon moren overhovedet BLIVER rask igen?!
Jeg havde en ginial ide om, at opholde mig i dobbeltsengen under dynen. Så kunne vi (drengene og jeg) lege i sengen og leve vores hverdag der indtil dårligdommen havde forladt mig. Synes selv det var en super ide. Det synes Nikolaj ikke.
Han sov rigtig skidt til formiddag og middagsluren gad han ikke. Hver gang jeg lagde ham på sengen for at nusse eller lege skreg han. Måske troede han, at han nu skulle sove igen.
Så jeg flyttede det hele ned i stuen. Drenge, snotklude og mig selv.
Hvorfor havde jeg ikke gjort det noget før? Drengene nød at komme i kravlegården og lege. Mor og fars seng er åbenbart meget kedelig.
De sov fantastisk i deres voksiposer på stuegulvet, som altid. Selv jeg fik lige 1½ time på sofaen.
Succes!!
Abonner på:
Opslag (Atom)